Dagligvarekæderne og deres leverandører har langt hen ad vejen fælles interesser i at øge omsætningen i de butikker, der sælger leverandørernes varer. I skåltaler er det et meget brugt billede, at de to samhandelspartnere "sammen skal bage en større kage". Så langt, så godt.

I virkelighedernes verden er situationen tit meget anderledes. I den årlige sæson for forhandlinger mellem parterne, som nu er ved at nærme sig sin afslutning, bliver der som regel gået til stålet.

Der bliver jagtet nogle marginaler, som samlet set kan gøre en stor forskel på størrelsen af bundlinjen hos begge parter. I nogle tilfælde, om der overhovedet bliver noget tilbage - andet end et rødt tal.

I den situation er interesserne lige så klart modsat rettede. Og det bliver endnu tydeligere i en tid som nu - uden vækst af betydning for de fleste aktører. Konkurrencen vokser om den kage, der bare ikke rigtigt VIL hæve - uanset om man hopper, springer eller opfinder mere eller mindre kreative samlekorts- og rabatkonstruktioner for at holde på kunderne.

Vi er nok ikke i et terræn, hvor der findes meget tydelige og renlivede skurke eller helte. Til gengæld klæber der helt sikkert et ry til hver enkelt af de fire store dagligvarekoncerner her i landet for, hvor hårde de er at bide skeer med i årsforhandlingerne.

Hvert år får dagligvareleverandørerne, DLF, lavet en evaluerende undersøgelse, hvor medlemmerne giver karakterer til deres modparter. Men den får vi desværre ikke at se. DLF har længe kæmpet for at få lagt nogle fælles rammer ned over samhandelen herhjemme, og de nye initiativer fra leverandørerne har det med at ramme pressen - inklusive dette blad - i årsforhandlings-sæsonen.

I år er ingen undtagelse, og DLF har lanceret et nyt forslag om en ombudsmand med myndighed og ret til at kræve indsigt i kontrakter og andre relevante forhold mellem parterne. Forslaget har et britisk forbillede i ombudsmands-institutionen Groceries Code Adjudicator.

Og i England har ombudsmandens undersøgelser rent faktisk ført til påtaler af forskellige former for uheldige forhold - læs: malkning af leverandører i en svag position - som kæderne så siden har samarbejdet med institutionen om at rette op på. Den gør altså en forskel.

Men to centrale politikere, som Dansk Handelsblad har talt med om leverandørernes forslag i denne uge, ser ikke umiddelbart indlysende grunde til at kopiere den britiske model herhjemme.

Vi kan tro på, at det står bedre til her i landet med samhandelen. Der er trods alt ikke et dagligt pres på kæderne fra et nyhedshungrende og krævende aktiemarked om at levere hele tiden for at holde aktiekursen oppe som i England, hvor alle de store aktører er børsnoterede.

Overordnet ser det ud til, at ejerskaberne i de fire største dagligvarekoncerner i Danmark nu er landet på en måde, hvor det er de langsigtede mål, der styrer udviklingen. Senest er det Dansk Supermarked, som er ved at lande i et rent fondsejerskab hos de to Sallingfonde, der repræsenterer arven fra stifterfamilien. En pæn bid af finansieringen af købet af de sidste 19 pct. af aktierne i landets største detailvirksomhed hænger imidlertid direkte sammen med relationen til koncernens leverandører. Fra at være klassens duks, hvad angår hurtig betaling af regninger fra leverandørerne, er Dansk Supermarked nu i den modsatte ende af feltet, og koncernens gæld til leverandørerne er øget med knap 4 mia. kr. på tre år.