Åbne Bilka'er møder kritik
Mens konkurrenterne på stribevis af nonfood-produkter må lukke på den anden side af juleaften og først kan åbne igen 4. januar som følge af de seneste corona-restriktioner, har de største dagligvarebutikker anderledes frit spil.
Med hypermarkederne i Bilka i spidsen kan de nemlig holde åbent, helt som de plejer i forbindelse med jul og nytår. Også Salling Groups varehuskæde Føtex og Coops Kvickly slipper for konkurrence på nonfood-varerne i seks dage med en sædvanligvis høj omsætning.
Det har vakt vrede og irritation hos både konkurrenter og politikere på Christiansborg, skriver Finans
- Det virker lidt mærkeligt, at det er tilladt at købe en række varer i bestemte butikker, mens andre butikker, der sælger samme slags varer, er tvangslukket. I andre EU-lande skal netop hypermarkeder afspærre de dele af butikken som sælger eksempelvis elektronik, bøger og møbler under en nedlukning, siger kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen fra Jysk til Finans.