79 butikker har sagt ja til PostNord
De første 79 butikker - ud af 100 nødvendige - har nu sagt ja til at afse plads til pakker fra PostNord. Til gengæld får butikkerne en øget kundestrøm.
PostNord mangler plads til de mange pakker, som den stigende e-handel genererer, og derfor har postvæsenet været på udkig efter nye butikker, der vil udlevere pakker – og plads til flere reoler i eksisterende postbutikker.
- Det er hovedsageligt et problem i de større byer, hvor borgerne køber mest på nettet. Vi har udvidet med flere reoler, hvor vi kunne udvide, og derudover har vi nu aftaler klar med de første 79 ud af 100 nødvendige butikker, der gerne vil have et udleveringssted, siger retailchef for PostNord Danmark, Helle Nielsen.
Hun har ikke oplevet problemer med at få aftaler med nye butikker.
- Vi tager udgangspunkt i de kæder, som vi har rammeaftaler med. Men der kan være enkelte områder, hvor vi skal tænke alternativt, og så laver vi individuelle aftaler. Tilsvarende får vi også henvendelser fra butikker, der gerne vil have et udleveringssted. Vi tager selvfølgelig alene udgangspunkt i behovet, siger Helle Nielsen.
Prisen ligger i aftaler
PostNord har rammeaftaler med Coop, Salling Group, Dagrofa, Løvbjerg, Ok Plus og Q8. Aftalerne er toårige og skal genforhandles næste år til ikrafttræden 1. januar 2020.
Helle Nielsen vil ikke sige noget om indholdet i rammeaftaler. Alene at det er der prisen per pakke ligger.
- Så prisen har ikke været til drøftelse i forbindelse med nye åbninger, siger hun.
PostNord går efter, at der skal være i alt 1550 steder, hvor man kan hente sine pakker, inden vi når først Black Friday den 23. november og senere julen. Tallet er inklusive 475 pakkebokse, som også er blevet reguleret i størrelsen efter behovet.
- Sidste år udleverede vi ca. 13 mio. pakker via et udleveringssted. Lige nu ligger udleveringsstederne i de største byer på indeks 120, men det svinger meget fra område til område, siger Helle Nielsen.
Hun forventer, at det langt fra er sidste gang, at PostNord skal udvide kapaciteten.
PostNord konkurrerer på pakkepost med GLS, der har omkring 1500 udleveringssteder, Bring, der bl.a. samarbejder med knap 3-400 butikker i Salling Groups kæder via Swipbox, og DAO.