Storby til lokalliv: Ny varehuschef i Føtex Hobro

Salling Group - Navne 12. okt 2023 -
This describes the image
Niels Gårde ser frem til sin rolle i det historiske varehus i Hobro. Foto: Salling Group
  • Der er en ny mand ved roret i Føtex Hobro fra 23. oktober, når Niels Gårde træder til

En omrokering af varehuschefer betyder, at Niels Gårde nu kan kalde sig varehuschef i Føtex Hobro, når kalenderen siger 23. oktober. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Rokaden sker efter, Lars Lind, der hidtil har kørt biksen i Hobro, er blevet ny varehuschef i Viborg fra den 16. oktober.

38-årige Niels Gårde kommer fra en stilling som varehuschef i City Vest i Aarhus. Han har været i Salling Group i 16 år, og nu skal han en anelse mere vest på, når han skal møde ind på job.

Hobro venter, hvor varehuschefen ser frem til at opleve den lokale styrke.

- Jeg glæder mig til at være et sted, hvor jeg forestiller mig, at man kommer hinanden ved og til virkelig at dyrke det lokale liv. Jeg vil være byens købmand, siger Niels Gårde. 

Niels Gårde er da heller ikke bange for at tage en tørn, hvis der mangler hænder. Det er faktisk en mærkesag for ham.

- Jeg har selv været med til at fylde varer op tidligt om morgenen. Jeg har lært alle mekanismerne at kende. Er der kø ved kassen i Hobro, så sætter jeg mig gerne og servicerer kunderne, ligesom jeg heller ikke har problemer med at gå ud til flaskeautomaten og få øl-snask på skjorten. Så tager jeg en ren på - det er ikke noget problem. Det er vigtigt for mig, at jeg er en del af driften, og at jeg er synlig både overfor kunderne og medarbejderne, siger han. 

Varehuset i Hobro har eksisteret siden 1968.
 

Opdateret 12. okt 2023