Salling Group-profil checker ind i Aarhus Lufthavn

Salling Group - Navne 27. okt 2022 -
This describes the image
Foto: Aarhus Airport
  • Efter 29 år i detailhandlen er Lars Rønnov nu HR & Commercial Direktør i Aarhus Airport

”Efter mange fantastiske år i Retail stod jeg inden sommerferien af arbejdstoget for at finde frem til det næste skridt i karrieren. Tiden var inde til at prøve nye udfordringer og nye græsgange”.

Sådan skriver Lars Rønnov på sin LinkedIn-profil.

Han har arbejdet 29 år i detailhandlen, senest som HR-chef i Salling Groups Føtex. Her var han også ansvarlig for den personalemæssige udvikling i Føtex hjemmelevering.

Nu er Lars Rønnov ansat som HR & Commercial Direktør i Aarhus Airport.

"Lars Rønnov, MBA fra Aalborg Universitet, har i HR-stolen for nogle af Salling Groups største butikskæder, Føtex, Bilka og BR, leveret solide resultater inden for ledelse og servicemedarbejderadfærd. Inden da har han nærmest stået i kommerciel mesterlære i Salling Group, hvor han har opbygget sin karriere fra bunden og varetaget ansvaret for flere af kædens supermarkeder", skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

”Da jeg lavede mit opslag her på LinkedIn, om at der skulle findes nye udfordringer, viste et godt netværk sin styrke. Jeg har fået rigtig mange henvendelser, tilbudt flere spændende muligheder samt drukket kaffe med mange dygtige personer,” skriver Lars Rønnov på LinkedIn.

Han starter 1. november i sit nye job.

Opdateret 27. okt 2022