Ny varehuschef vil være byens købmand i Viborg
-
Lars Lind skifter Føtex i Hobro ud med Føtex i Viborg
Viborg får en ny varehuschef i Føtex, som vil være byens købmand.
Det er den 55-årige Lars Lind, der har været i Salling Group de seneste 36 år og kommer fra en tilsvarende stilling i Føtex Hobro, hvor Niels Gårde har overtaget ansvaret for varehuset.
Den nye mand i Viborg glæder sig meget til at blive en del af lokallivet i Viborg og til at møde alle kunderne på først arbejdsdag den 16. oktober.
Tidligere på måneden rejste den nu tidligere varehuschef Tina Bjørck Andersen fra Føtex i Viborg til Føtex i Silkeborg.
- Jeg glæder mig også rigtig meget til at blive en del af det lokale handelsliv i byen – jeg kan rigtig godt lide det lokale. Jeg vil være byens købmand, siger Lars Lind og tilføjer:
- Det bliver fantastisk at komme til et nyrenoveret varehus i Viborg. Jeg var faktisk med til at åbne varehuset i 1988, da jeg var elev på Frederiks Allé i Aarhus, men jeg var med i Viborg, da varehuset åbnede.
Han begyndte sin karriere som elev i 1987 i det, der dengang hed Dansk Supermarked. Gennem årene har han arbejdet sig op og har været salgsassistent, -leder og –chef, inden han for første gang blev varehuschef i 2005.
Det første sted var i M.P. Bruuns Gade i Aarhus. Sidenhen blev det i City Vest også i Aarhus, Dytmærsken i Randers, Skejby i Aarhus og de seneste fire år i Hobro.
- Jeg har været glad for at være i Hobro, men jeg havde ingen betænkningstid, da jeg blev spurgt, om jeg ville til Viborg. Jeg elsker at være på gulvet og tale med alle kunderne, og det vil jeg helt sikkert også gøre i Viborg. Det er fantastisk at være tæt på dem og være synlig både overfor kunderne og kollegerne, siger Lars Lind.