Mester i Bilka og ungt talent fra Vejen løb med Slagterprisen 2024

Salling Group - Navne 18. sep 2024 -
This describes the image
Foto: Salling Group
  • Årets Slagterprisen fra L&F gik til slagtermester Lennart Therkelsen, Bilka Vejle, og det unge slagtertalent Ida Schellerup Andersen fra C.S. Pølsemageri i Vejen.

Skrevet af: Søren Tougaard

Slagterprisen 2024 har til formål at sætte fokus på både de etablerede slagtere i super - og hypermarkeder samt de unge talenter blandt privatslagtere.

I år er der lagt særlig vægt på rekruttering og den grønne omstilling. Landbrug & Fødevarer ønsker at fremhæve de bedste i hver kategori for at inspirere og motivere til fortsat høj kvalitet og innovation i branchen.

I kategorien super- og hypermarked gik prisen til slagtermester i Bilka Vejle, Lennart Therkelsen.

- Jeg er sådan ægte glad helt ind i hjertet. Jeg er virkelig stolt af det arbejde, hele teamet i slagterafdelingen i Vejle har lagt i det. Jeg vinder ikke alene – det er noget, vi gør sammen. Det betyder virkelig meget for mig, at jeg har så gode folk omkring mig, som alle har arbejdet hårdt for, at det her lykkes - også fordi det er nogle meget dygtige slagtere, jeg har været oppe imod,” siger en både glad, rørt og stolt Lennart Therkelsen.

-Slagterprisen hylder de bedste, og håndværk og passion er stadig fundamentet. I år har vi dog også lagt ekstra vægt på rekruttering, som er en vigtig udfordring for branchen. Det er afgørende, at vi også i fremtiden har dygtige og passionerede slagtere, som kan guide os til store madoplevelser – med både smag og en grønnere middagstallerken i fokus, siger Eva Kunnerup Mohrsen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

Pris til talent

Juryen har i 2024 lagt vægt på, at det unge slagtertalent udviser både faglig dygtighed og en ivrig interesse for at udvikle sig. Talentet skal bidrage til en inspirerende slagterbutik med høj faglighed og bæredygtige måltidsløsninger. Kriterierne omfatter også, at det unge talent er under 30 år, motiveret og vellidt blandt både kolleger og kunder.

Her løb Ida Schellerup Andersen, C.S. Pølsemageri i Vejen med prisen i kategorien 'Privatslagter - Det unge slagtertalent'.

This describes the image

Foto: Landbrug & Fødevarer

- Jeg er meget glad og lettet! Vi har vidst, at vi var nominerede siden slutningen af maj, og vi har spændt ventet siden da. Det er en stor pris, som jeg nu kan dele med virksomheden – den skal fremvises ved disken, lige ved siden af trøflerne!

- Slagterprisen er en fremragende mulighed for at vise de unge, hvilke spændende karrieremuligheder slagteruddannelsen tilbyder. Vi har i FødevareDanmark blandt andet afholdt lederkurser, studieture og medaljefest. Ved at modernisere uddannelsen håber vi at tiltrække flere unge til slagterfaget. Slagterprisen 'Det unge slagtertalent' er vigtig, fordi den sætter fokus på og hylder eleverne – fremtidens slagtermestre, siger Leif Wilson Laustsen, adm. direktør i FødevareDanmark.  

Opdateret 19. sep 2024