Legendariske Herman Salling får sin egen plads centralt i Aarhus

Salling Group - Navne 19. jul 2023 -
This describes the image
Herman Salling med sin hustru, Karin Salling.  Salling Group
  • Havnepladsen i hjertet af Aarhus hedder nu officielt Herman Sallings Plads

Skrevet af: Henrik Denman

Købmand Herman Salling har som visionær og succesfuld erhvervsmand en stor plads i Aarhus. Nu har han også fået sin helt egen plads i bybilledet, idet den centralt beliggende Havnepladsen i Aarhus officielt har skiftet navn til Herman Sallings Plads.

Navneskiftet er sket i tilknytning til Herman Sallings hustru, Karin Sallings 80-års fødselsdag den 14. juli. 

I sit virke og store engagement i Salling Fondene befinder Karin Salling sig normalt i giverens rolle, når fondene uddeler donationer til et stort antal projekter inden for bl.a. kunst og kultur, sport, kirke, forskning og uddannelse og formål, der alle bidrager til at gøre hverdagen bedre.

I sidste uge var rollerne byttet om. Ved sin fødselsdagsfest overraskede borgmester Jacob Bundsgaard fødselaren med en ganske særlig gave – Havnepladsen i hjertet af Aarhus hedder nu Herman Sallings Plads.

Ifølge borgmester Jacob Bundsgaard er der tale om en af de helt store skikkelser i den aarhusianske historie. 

– Han var i sin samtid uden sidestykke landets største købmand og blev en af de mest succesfulde danske erhvervsfolk gennem tiderne. Hans succes skyldtes især god ledelse, høj forretningsmoral og en legendarisk dygtighed til at forudse og opfylde forbrugernes behov, siger Jacob Bundsgaard.

Fondene

Han tilføjer, at Herman Salling satte en fornem standard for aarhusiansk erhvervsliv og efterlod sig et forretningsimperium med stor betydning for mange danskere.

– Gennem Salling Fondene skabte han mulighed for, at der kunne doneres milliardbeløb til projekter og initiativer inden for bl.a. kunst og kultur i Aarhus og andre byer. Ved navngivningen af Herman Sallings Plads ærer vi hans liv og eftermæle og den betydning, det har haft for Aarhus, siger borgmesteren.

Borgmesterens politiske kollega, rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), udtrykker ligeledes sin allerstørste respekt for Herman Salling og enke Karin Salling.

– Herman og Karin Salling har begge været med til at forme det Aarhus, vi kender og er så stolte af. Uden dem, deres ihærdighed, godhed og generøsitet var vi ikke, hvor vi er i dag. Herman Salling var og vil altid være én af de allerstørste erhvervsmænd i Danmark. Han skabte noget, alle århusianere for altid kan være stolte af, og han har efterladt sig et navn, der indgyder til respekt og anerkendelse. Karin Salling viderebærer på aller fornemmeste vis den tunge arv, og få kærer sig så meget om byen som hun. 

Havnepladsen – der nu officielt hedder Herman Sallings Plads – stod færdig i 2017. Den 12.000 kvadratmeter store plads binder midtbyen og Aarhus Ø sammen. På Herman Sallings Plads finder man Jeppe Heins kunstværk Endless Connection, springvandet, der blev til efter en milliondonation fra Salling Fondene.
 

Opdateret 18. jul 2023