40 år i Føtex: Startede som kontorelev – og blev bidt af kundepleje
-
1. september kan flagene kippe lidt ekstra, når Dorte Thomsen kan fejre 40-års jubilæum i Føtex, hvor omgangen med kunderne stadig gør det sjovt at gå på arbejde. Indlægget er den ekstern skribents egen holdning.
Karrieren for Dorte Thomsen startede som kontorelev i Føtex i Hjørring, hvor kundeservice har været den faste holdeplads de sidste mange år efter en længere periode bag skrivebordet på kontoret, og så står hun i dag også for oplæring af de nye medarbejdere.
Men det kunne faktisk havde endt helt anderledes, da Dorte Thomsen i første omgang havde fået et afslag på en ansøgning til Føtex.
- De havde ansat en anden, som de vist ikke rigtig kunne bruge alligevel, så jeg blev pludselig ringet op og spurgt, om jeg ville til samtale, siger Dorte Thomsen.
- Og så er jeg blevet hængene siden, fortsætter hun.
Det er omgangen med kunderne, der gør det sjovt at være i Føtex, og Dorte Thomsen vægter da også kundepleje og høflighed højt.
- Jeg er nok et meget snakkende menneske, og jeg kan godt lide, at der hver dag er nogle nye kunder. Jeg kan godt lide, at der sker noget nyt hele tiden med nye mennesker, siger Dorte Thomsen.
Kundepleje er også et af de ord, der kendetegner Dorte Thomsen, understreger varehuschef Morten Kjær.
- Dorte er med til at få pilen til at pege opad, når det kommer til kundetilfredshed, og Dorte er også den, der får flest stjerner af vores kunder, siger Morten Kjær.
Der er således også kunder, der er fulgt med på grund af Dorte Thomsen, da Føtex Hjørring flyttede til en ny lokation lidt uden for byen for 13 år siden.
- Jeg kan ikke lide at prale, men der er helt sikkert nogle faste kunder, der kommer, fordi jeg er der. Jeg elsker at have de der faste kunder, fordi du kender dem, og nu kender du jo nærmest deres familie også, siger hun.
Blæksprutten Dorte
Dorte Thomsen kan godt lide at hjælpe til i de forskellige afdelinger, selv om pinden ved kundeservice også skal passes.
- Det ene er ligeså godt som det andet. Jeg synes, det er dejligt, at jeg kan få lov at prøve de forskellige ting, siger hun.
Derfor er Dorte Thomsen Ifølge varehuschef Morten Kjær en yderst værdsat kollega, som også fungerer som tillidsdame.
- Dorte er en blæksprutte i hele serviceafdelingen og kan varetage arbejde i kasse, kundeservice og bagerudsalg, og hun er helt perfekt til dette, da hun er lynhurtig i bemærkningen, og det er kunderne vilde med i Føtex Hjørring, siger varehuschef Morten Kjær.
Skrivemaskiner og håndskrevne fakturaer
Meget har forandret sig siden Dorte Thomsen første gang trådte ind ad døren i Føtex i Hjørring. Hun mindes de gamle dage med skrivemaskiner og kontorarbejdet, hvor fakturaer blev lavet i hånden. Også arbejdet ved kassen var anderledes.
- Det første stykke tid, jeg sad ved kassen, der kunne jeg huske de fleste priser i hovedet. Sådan er det jo ikke i dag, hvor det hele har numre. Hvis strømmen pludselig gik, så skete der ikke det store ved det, da vi så bare tastede noget ind, da vi jo kunne priserne, siger Dorte Thomsen.
Dorte Thomsen bliver, som Salling Group traditionen foreskriver, hentet af sin chef på hjemmeadressen, hvorefter der er reception med kippende flag og taler, og her er både børn, børnebørn og svigerbørn inviteret.