Udbringere på Remas deletjeneste afviser hamstringer
Rema 1000 har en deleøkonomisk e-løsning, som hedder Vigo, hvor mere end 100.000 tilmeldte personer handler ind og bringer ud for andre medborgere mod en betaling på typisk 29-39 kr. for to til tre poser med varer.
Men ingen, der bringer ud via tjenesten, ønsker tilsyneladende at hjælpe andre med at hamstre fødevarer i hobetal, oplyser kommunikationschefen i Rema 1000.
- Vi oplever konsekvent, at åbenlyse hamstringsordrer på vores deleøkonomiske e-løsning Vigo bliver afvist af de mange danskere, der har meldt sig som indkøbere. Tusind tak for det. Så er der nemlig ikke kun nok til de få - men også nok til alle dem, der har brug for hjælp til de nødvendige indkøb i denne specielle situation. Ingen har f.eks brug for 52 bananer eller 40 pakker gær på en gang. Og ja: det er rigtige eksempler, skriver Jonas Schrøder på Linkedin.
Virusekspert: Hamstring er dumt
TV-indslag og billeder på de sociale medier er i de seneste dage svømmet over med folk, der hamstrer dagligvarer i panik.
Især produkter som toiletpapir, mælk, gær, brød og kolonialvarer som ris og pasta har der været rift om.
Hamstringen i de fysiske butikker er dog noget nær det dummeste, man kan gøre, lyder det fra en professor i virologi.
- Hamstring er kontraproduktivt - især når man ikke skal deltage i store forsamlinger, men alligevel tager ind i et fyldt supermarked for at hamstre og står tæt med en masse andre. Det er så – undskyld mig – dumt, som det overhovedet kan være, siger Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet til Finans.