Succes med salg af mad i togkiosker

Reitan 17. mar 2017 -
This describes the image
Kort & Godt kioskerne, som 7-Eleven driver sammen med DSB, har succes med salg af madprodukter. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Henrik Denman

DSB-kioskerne Kort & Godt er nu atter på rette spor med stigning i omsætningen efter et dyk i 2015, og det er bl.a. det øgede udbud af spiseklar mad, der skubber salget i vejret.

Kæden med 77 butikker på togstationer, der drives i samarbejde med 7-Eleven, fik i 2016 en omsætning på 975 mio. kr., hvilket var 5,5 pct. højere end i det foregående år. Resultatet af den primære drift blev også forbedret og gik frem fra 20,5 mio. kr. til 42 mio. kr.

Årets resultat blev øget fra 17,7 mio. kr. i 2015 til 34,3 mio. kr. i 2016.

Kort & Godt er et 100 pct. ejet datterselskab i DSB. Siden 2010 har Kort & Godt sammen med selskabet bag 7-Eleven, Reitan Convenience Denmark, drevet butikkerne på DSB's største togstationer. Parterne forlængede i 2015 aftalen til 2020.

Kioskerne har to indtægtskilder, nemlig kioskdelen og provisionsindtægter på salg af billetter.

Det er kiosksalget, der driver omsætningen frem. Her fik Kort & Godt en fremgang på 53,2 mio. kr., mens provisionsindtægterne på salg af billetter gik tilbage med 2,7 mio. kr. Tilbagegangen skyldes, at flere og flere togkunder benytter sig af de digitale salgskanaler.

Fremgangen i kiosksalget skyldes dog primært, at kæden har overtaget otte ekstra kiosker i december 2015, og hertil kommer en fremgang for butikkerne i hovedstaden, hvor kunderne har taget godt imod nye madprodukter.

I selskabets beretninger forventer ledelsen, at der fortsat vil være hård konkurrence i conveniencesektoren, og at Kort & Godt kan fastholde kioskomsætningen på niveau med 2016. Billetsalget ventes fortsat at falde, og derfor forventes det, at selskabet må foretage yderligere reduktioner i omkostningerne.

Opdateret 10. nov 2020