Storstilet investeringsprojekt i Rema-butikker kuldsejler
Det vakte opsigt, da ejendomsinvesteringsselskabet Blue Capital Fund Management i midten af juni udbød prospektet ”Danske Dagligvarebutikker Balance”, der talte en portefølje på 18 Rema 1000-butikker til en samlet købssum på ikke mindre end 505 mio. kr.
Prospektet var ikke blot det største enkeltstående projekt i Blue Capital til dato, men også et af de største butiksejendomsprojekter for private investorer, der nogensinde er set herhjemme.
Men trods massiv markedsføring i dagblade og via online bannerreklamer under overskriften ”Hvor sikker må en sikker investering være?”, lykkedes det ikke det aarhusianske selskab at rejse de fornødne 207,5 mio. kr. på de tre måneder, prospektet var i udbud.
Sælgeren af de 18 butikker var de to Reitan-selskaber, Rema Butiksudvikling og Rema Butiksejendomme, der herved kunne rejse ny kapital til discountkædens fortsatte ekspansion på dansk grund.
For at få del i projektet skulle en privat investor være villig til at smide et indskud på mindst 750.000 kr. ind i projektet.
Til gengæld lød lokkemaden på et gennemsnitligt, årligt afkast på 7,40 pct. i en tid med negative bankrenter på velpolstrede indlånskonti og generel usikkerhed på finansmarkederne som følge af covid-19.
Samtidig slog Blue Capital i prospektet også på, at lejeperioden i de 18 butikker løb i mindst 15 år, og at lejeren ikke var hvem som helst, men derimod Rema 1000 Danmark med en egenkapital på 2,3 mia. kr. og norske Reitangruppen i ryggen.
Langt fra målstregen
Få dage før tegningsperiodens afslutning var der således kun tegnet 34 pct. af den krævede investeringssum, fremgik det på Blue Capitals egen hjemmeside.
Sammen med ansatte i Blue Capital havde selskabets adm. direktør Martin Kibsgaard Jensen selv forpligtet sig til at tegne 5 pct. ejerskab i ejendomsfonden, fremgår det af det nu forliste prospekt.
Martin Kibsgaard Jensen har ingen kommentarer til Dansk Handelsblad.
Vi vil ellers godt have spurgt ind til, hvorfor der ikke var større interesse blandt private investorer, og hvad der nu videre kommer til at ske i salgsprocessen.
Dansk Handelsblad erfarer dog, at Rema Butiksudvikling og Rema Butiksejendomme nu arbejder videre med at få frasolgt hele eller dele af ejendomsporteføljen til anden side.