Stor støtte til opsagt Rema-købmand
Der kan være mange årsager til, at en dagligvarekæde stopper samarbejdet med en købmand, men ingen af de gængse forklaringer klæber til Rema-købmand Torben Holst Konrups gode ry og rygte.
I knap 15 år har han drevet Rema 1000-butik i Brønderslev og betegnes af flere som "firmaets mand".
- Vi er rystet. Ingen har nogensinde kunnet sætte en finger på noget som helst i butikken.
Sådan siger souschef Mikkel Holst ovenpå offentliggørelsen af, at hans chef, Rema 1000-købmand Torben Holst Konrup fra Brønderslev, ikke har fået forlænget sin kontrakt med franchisekæden.
Opsigelsen er et varmt samtaleemne i og omkring byen i Vendsyssel med 12.500 indbyggere.
Mange trofaste Rema-kunder i butikken på Sdr. Omfartsvej er nemlig så fortørnet over opsigelsen af deres lokale købmand, at de har givet deres utilfredshed til kende på facebook.
Støttegruppen "Vi vil beholde Torben og Mikkel i vores Rema 1000 Brønderslev" har pt. 790 medlemmer, og den store opbakning varmer den opsagte købmand, der efter 15 års tjeneste takker af i Rema 1000 den 26. oktober - og altså stadig er Rema-købmand i tre en halv måned endnu.
- Jeg kan desværre ikke udtale mig endnu af flere årsager. Men jeg er utrolig stolt og rørt over den store opbakning, der er fra mine kunder, skriver Torben Holst Konrup i en besked til Dansk Handelsblad.
Vidne i sag
I støttegruppen ytrer enkelte, at samarbejdsophøret måske bunder i butikkens drift, men ifølge Mikkel Holst er omsætningen steget markant i Brønderslev-butikken, hvor bundlinjen også er blevet hævet.
Samme melding tilkendegav Torben Holst Konrup selv tilbage i november sidste år, hvor han var indkaldt som vidne i en sag mellem den tidligere Rema 1000-købmand René Ipsen fra Næstved og Rema 1000 om brud på franchisekontrakten.
Her forklarede Torben Holst Konrup, at han godt kunne forstå beslutningen om at åbne en ny Rema 1000-butik i Brønderslev, cirka tre kilometer fra hans egen butik, da placeringen ellers bare var blevet overtaget af en konkurrent.
Samtidig sagde han dengang, at åbningen af den nye Rema 1000-butik også havde konsekvenser for hans egen butik, og at han sikkert havde tabt omsætning, hvis det ikke var fordi, der var sket en ombygning af butikken på Sdr. Omfartsvej, og at han var glad og tilfreds med sin ejerløn, der lå over gennemsnittet i kæden.