Rig købmandsfond brænder inde med uddelings-millioner
200 mio. kr.
Så mange penge har KFI Erhvervsdrivende Fond efter et rekordregnskab i 2019 afsat til at styrke de selvstændige købmænd det kommende år.
Spørgsmålet er, om købmandsfonden får ansøgninger nok til at få afsat alle midlerne, der kan gives både til projekter på tværs i en kæde eller til den enkelte købmænds butik - til uddannelse og digital udvikling - CSR og miljø.
- Rammen på 200 mio. er et udtryk for, hvad vi ser af muligheder. Uddelingernes omfang afhænger af, at vi får tilpas mange kvalificerede ansøgninger, så vi rent faktisk også kan dele pengene ansvarligt ud. Det er ikke et mål i sig selv at dele penge ud, siger KFI's adm. direktør siden september sidste år, Terje List.
KFI præsterede i 2019 det bedste resultat i nyere tid med den højeste omsætning i koncernens historie på 472 mio. kr. og et resultat på 215 mio. kr. Samtidig er egenkapitalen øget til 3.288 mio. kr., hvilket giver en soliditetsgrad på 49,2 pct.
Fonden foretog de første uddelinger efter den nuværende praksis i uddelingsåret 2014/15, og siden har de selvstændige købmænd og deres kæder modtaget beløb, der samlet tangerer en halv mia. kr.
Købmandsfonden har blandt andet støttet madspildsappen WhyWaste, uddannelse af købmænd i både Rema 1000 og Dagrofa-regi, udarbejdelsen af ”Butiksdrejebogen” om borgerejede butikker samt enkeltprojekter hos købmænd.
Mere tilfredse købmænd
I det netop afsluttede uddelingsår uddelte KFI et historisk højt beløb på 150 mio. kr. ud af en ramme på 180 mio. kr. Året før lå rammen på 150 mio. kr., hvoraf kun 83 mio. kr. blev brugt.
Siden 2015/16 har der været en samlet ramme på 630 mio. kr., som ikke et eneste år er blevet udnyttet fuldt ud.
- Der er altid en form for informationsbarriere, der skal løses. Det arbejder vi på - blandt andet med købmandsmøder og skriftlig information om, hvad man kan søge til og hvordan, siger Terje List.
Han mener, at KFI er nået langt i forhold til købmændenes opfattelse af fonden. En undersøgelse fra januar viser, at 82 pct. af de adspurgte købmænd er meget tilfredse eller overvejende tilfredse med KFI. I en tilsvarende undersøgelse fra 2017 var kun 33 pct. meget tilfredse eller overvejende tilfredse.
- Men vi vil gerne understrege over for købmændene, at telefonerne er åbne, og vi vil rigtigt gerne i dialog med dem om, hvad der rører sig, siger Terje List.
Ikke eksekvere
Han siger, at KFI hele tiden skal være tæt nok på målgruppen til at kunne følge med og få afdækket temaer og dynamikker, der berører branchen lige nu.
- Vi skal ud til købmændene for at afkode, hvor vi kan gøre en forskel, og så motivere dem til at sende en ansøgning. Vi skal ikke eksekvere - kun uddele. Får vi selv en ide til et relevant udviklingstema, skal vi have nogen til at synes, at det er superinteressant. Flaskehalsen ligger i at få så meget moment på en ide, at der er nogen, som også har kræfterne og ressourcerne til at eksekvere, der vil løbe med den. Det kræver noget at modtage penge og eksekvere - udvikling tager tid, siger Terje List.
I 2018 vedtog KFI en uddelingsstrategi, som er sideordnet med forretningsstrategien. Uddelingsaktiviteterne blev i 2019 reorganiseret med egen afdeling og ny ansvarlig chef.
Fonden fik i løbet af året 37 købmænd som nye kunder (leasing, kaution, udlejning) og afsluttede 48 moderniseringer af butikker.