Remas nye city-butik vil appellere til de miljøbevidste
- Det er den største dag i mit liv. Det er så fedt. Og så inde i city. Det havde jeg ikke lige regnet med.
Den nyudnævnte Rema 1000-købmand Christoffer Kjærlund Christiansen får endnu en sidste lykønskning fra salgsdirektør Mads Nysted, mens den 26-årige købmand takker for den store hjælp forud for butiksåbningen på Frederiks Allé i det centrale Aarhus.
Som alle andre købmænd, var Christoffer Kjærlund Christiansen naturligvis spændt på at se, hvor mange kunder, der egentlig ville troppe op til butiksåbningen sådan en grå torsdag morgen kl. 8 i hjertet af Aarhus.
Men få minutter efter den officielle åbning væltede det bogstavelig talt ind med kunder, og mange flere, end han havde turdet håbe på.
Lige siden tiden som flaskedreng for ti år siden har Christoffer haft en drøm om en dag at stå i spidsen for sin egen Rema 1000-butik. Og det var den drøm, der nu var gået i opfyldelse.
- Jeg havde ikke været flaskedreng i ret lang tid, før jeg fandt ud af, at Rema 1000 var et anderledes sted. Der var en speciel kultur og en speciel energi, hvor man bliver kastet ud i tingene og hele tiden suger til sig. På det tidspunkt gik jeg i gymnasiet, og jeg troede måske, at jeg skulle læse økonomi på universitetet, men det blev hurtigt klart, at Rema 1000 meget mere var mig, fortæller Christoffer Kjærlund Christiansen, der selv er fra Aarhus.
Siden har han arbejdet målbevidst på at forfølge drømmen. Først som elev og senest som souschef i en af kædens øvrige city-butikker på Nørre Allé.
Og netop erfaringerne fra en anden city-butik, kommer den unge købmand til gode nu, hvor han selv skal stå i spidsen for en helt nybygget Rema-butik med en Netto som nærmeste nabo.
- Jeg ved godt, at vi ikke skal have en hel gang med dyremad. Til gengæld skal vi fokusere på produkter som peanutbutter, kokosmælk og økologi. Vi har rigtig mange økologi-varer, fordi jeg ved, at det er noget, kunderne efterspørger herinde.
- Kunderne er miljøbevidste og kvalitetsbevidste inde i byen. De vil have ordentlige varer, der signalerer ordentlige holdninger. Folk handler også med hjertet, siger den unge købmand.
Ingen standardbutik
Butikken på 650 kvadratmeter er speciel indrettet til byens puls, hvor indkøbskurven er lille, men hvor kunderne til gengæld kigger forbi mange gange i løbet af ugen.
- Der er ikke nogen standard-skabelon for butikken. Vi har været alle hylder igennem og gennemtænkt hver eneste vare i forhold til, hvad der sælger i byen, siger Christoffer.
Lige indenfor døren møder kunderne f.eks. lasagneplader og økologisk hakket oksekød på den ene langside og en lang buet frugt og grønt-reol, der guider kunderne videre ind i butikken.
Få skridt inde i butikken er der også et udvalg af brød og kager samt en convenience-køler med salater og sandwich, så kunder, der skal have stillet sulten, kan komme hurtigt ind og ud af butikken.
Butikken er kædens nummer 329 herhjemme og nummer 20 i Storaarhus.
Og med åbningstider 7 til 23 hver dag, gør købmanden alt for at imødekomme de travle forbrugere.
- Vi forventer masser af kunder og et lavere gennemsnitskøb. Det er butikken indrettet efter, så kunderne hurtigt kan komme ind og supplere og købe det, de skal have i dag. For os handler det at arbejde med madspild også om at sælge lidt til kunderne ad gangen. Nogle vil sige: skal du ikke arbejde med at sælge mere per gang, men det skal være så let og billigt at købe ind, at kunderne får lyst til at komme igen, fortæller Mads Nysted, salgsdirektør i Rema 1000.
Når Rema 1000 etablerer nye butikker er målet klart. Butikken skal mindst omsætte for 40 mio. kr. efter fire år.
Og den nyåbnede butik i hjertet af Aarhus kan med tiden også komme op på en lige så stor omsætning som i kædens forstadsbutikker, siger salgsdirektøren.
– Helt bestemt. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er klart, at det er anderledes at drive butik her, fordi der er mange flere ekspeditioner og kunder per dag, som køber mindre per gang. Men netop fordi der kommer så mange kunder, vil der ikke være stor forskel på den her Rema 1000 og en anden Rema 1000, siger Mads Nysted.