Rema søger flere indkøbere til Vigo

Reitan 18. mar 2020 -
This describes the image
Foto: Rema 1
Skrevet af: Søren Tougaard

Opdateret 18. marts

Alle onlinesupermarkeder mærker en markant større efterspørgsel under coronakrisen.

Det gælder også for Remas deløkonomiske tjeneste Vigo, hvor borgere handler ind for hinanden mod en betaling for f.eks. 39 kr. for tre poser varer.

Derfor søger Rema 1000 lige nu flere indkøbere til tjenesten via alle kanaler - fra de lokale købmænds Facebook-sider til e-mails direkte ud til eksisterende indkøbere om at sprede ordet.

- Lige nu er der rigtig mange, der kan bruge ekstra hjælp. Hvis du har lyst til at hjælpe med at købe ind for kunder, der ikke selv kan komme ud og handle - så kan du gøre det via vores Rema 1000 app, hvor kunder kan købe ind for hinanden. Tag evt. en ekstra pose med for en anden, hvis du selv er ude og handle, lyder opfordringen fra discountkæden.

Ifølge kommunikationschef i Rema 1000, Jonas Schrøder, forventer kæden, at behovet for indkøbere kun kommer til at stige i den kommende tid i takt med, at et stigende antal danskere vælger at blive indendøre.

- I dag (18. marts) bliver indtil videre den dag med flest ordrer, siden vi lancerede Vigo. I alt ender vi på en tre- til firedobling sammenlignet med før corona-krisen. Det betyder også, at vi skal bruge flere til at løfte opgaverne. Vi har mærket en stor søgning fra nye brugere, som ønsker at hjælpe, men kampagnen skal dække det gab, der er mellem ordrer som kommer ind, og de hænder der er til rådighed, siger han og fortsætter:

- Ud af et par tusinde ordrer, som er inde i systemet lige nu, mangler vi indkøbere til et par hundrede af dem. Ordrerne skal nok blive leveret, men antallet kommer nok til at stige i de kommende dage, når flere bliver hjemme, så vi har brug for flere indkøbere.

I forhold til salget i butikkerne, så repræsenterer Vigo en mindre bid af omsætningen. Men det at få bragt varer ud kan gøre en stor forskel for mange, pointerer Jonas Schrøder.

- For en del af brugernes vedkommende er der tale om ældre eller andre svage borgere, hvor det at komme i butikken kan være en udfordring.

Øger trygheden

Udover at opfordre flere til at handle ind for hinanden har Rema 1000 også iværksat flere initiativer, der skal øge trygheden for medarbejdere og kunder.

Derfor vil kæden de kommende dage opsætte plexiglas ved kasserne og klistre afstandsmærker på gulvene.

- Afstandsmærkerne kommer ind på centrallageret i dag, så de er ude i butikkerne i morgen, hvorefter de bliver sat op hurtigst muligt. Plexiglasset er bestilt hos producenten i dag – og bliver leveret og sat op hurtigst muligt, lyder det.

Samtidig er der endnu mere håndsprit på vej.

- Vi skruer endnu mere op for håndsprit ud til butikker, så kunder og personale kan spritte af. Håndsprit er stor mangelvare, men vi får ind løbende, så bær over med os, hvis det ikke er alle steder hele tiden, oplyser Jonas Schrøder på Linkedin.

Opdateret 10. nov 2020