Rema runder milepæl i rekordregnskab
Danskerne er vilde med den norske dagligvarekæde Rema 1000, og intet sted ses det tydeligere end i selskabets årsregnskab for 2019.
Faktisk er der, trods en noget nær fastholdelse af det relativt højt investeringsniveau fra 2018, fremgang på alle parametre, og omsætningen i de 343 Rema 1000-butikker steg i 2019 med 8,8 pct. til 16,8 mia. kr. mod 15,4 mia. kr. i 2018, mens antallet af butikker voksede fra 326 til 343 ved udgangen af 2019.
- At vi generelt hæver salget i butikkerne er det klare bevis for, at vi lykkes. Samtidig har vi hævet salget af egne varer, hvilket i den grad er med til at skubbe i den rigtige retning, lyder det fra adm. direktør i Rema 1000, Henrik Burkal, til Dansk Handelsblad, da vi mødte ham til en snak om regnskabet.
Højere omsætningssnit trods flere butikker
Sammenholder man Rema 1000's samlede omsætning på 16,8 mia. kr. med antallet af butikker, så har Rema hævet den gennemsnitlige omsætning pr. butik med 3,4 pct. sammenlignet med 2018, hvilket falder fint i tråd med den historiske tendens, som ligger mellem 3-5 pct. om året.
I runde tal svarer det til, at hvor de 326 butikker i 2018 i snit omsatte for 47 mio. kr., så havde de 343 butikker i 2019 i snit en omsætning på 49 mio. kr.
Fremgang på alle fronter
På koncernplan, hvilket omfatter både Rema 1000-kæden og grossistvirksomheden Reitan Distribution, var man faktisk blot "sølle" 111,4 mio. kr. fra at runde en samlet omsætning på 20 mia. kr. i Danmark. Dermed har Rema øget den samlede koncernomsætning fra 18,7 mia. kr. i 2018 til lige i underkanten af 19,9 mia. kr. i 2019.
Resultatmæssigt rundede Rema i 2019 desuden en milepæl, idet selskabet før skat kan notere et resultat på 540 mio. kr. - første gang over en halv mia. - mens det endelige resultat er landet på 422 mio. kr.
Efter skat er resultatet dermed vokset med over 10 pct. sammenlignet med 2018, hvor virksomheden nåede 377 mio. kr.
Overskudsgraden er samtidig hævet med 0,1 pct. til 2,7 pct. i 2019, hvilket ligger i tråd med tidligere år.
- Det er et fornuftigt resultat, som vi kan være tilfredse med, siger Henrik Burkal.
- Ser vi på det bredere billede, så formår vi at holde et fornuftigt niveau i både Rema 1000 som dagligvarekæde og Reitan Distribution, hvor vi øger i forhold til sidste år. Vores stabile overskudsgrad vidner om, at vi driver en rentabel virksomhed, siger han.