Rema overhaler snart Fakta i antal butikker
Med sidste års vækst på 1,5 mia. kr. og en samlet omsætning på ca. 13,8 mia. kr. skabte Rema 1000 for alvor afstand til Fakta om at være den næststørste aktør på discountmarkedet - efter Salling Groups markedsleder Netto med snart 500 butikker.
Nu har Rema 1000 også udsigt til om få år at overhale Fakta målt på antal butikker, hvilket ellers havde længere udsigter ved indgangen til 2018.
Dengang talte Rema 1000 304 butikker herhjemme mod Faktas 406.
Fortsætter ekspansionshastighed
Siden har Rema 1000 fortsat udbygningen af kæden, mens Fakta omvendt har reduceret antallet af butikker med 47 og i dag tæller 359.
Pt. tæller Rema 1000 320 butikker, og inden året er omme, har kæden i alt åbnet 22 nye butikker herhjemme, så man totalt kommer op på 326 butikker ved årets udgang, oplyser Rema 1000s hovedkontor i Horsens.
- Vi går efter de bedste placeringer, men man vil typisk se, at oplandsbutikker går noget hurtigere at realisere end projekter i København og Nordsjælland. Vi mangler fortsat projekter i København og Nordsjælland, men de tager meget længere tid, hvorimod vi allerede har sat flueben ved langt de fleste beliggenheder i provinsen, siger Jan Poulsen, adm. direktør i Reitan Ejendomsudvikling.
Læs også: Analyse: Rema 1000 holder Netto bag sig
Nemmere i provinsen
For få uger siden åbnede Rema 1000 kædens 10. butik i Randers. Den 25. oktober åbnede kæden sin seneste butik i Odense på Rugårdsvej, der samtidig er den 15. Rema-butik i byen og som med et samlet bruttoareal på 1.343 kvm hører til blandt kædens allerstørste butikker.
Og i næste måned, den 22. november, rykker Rema 1000 ind i Helsingør, hvor kæden åbner den første butik på Esrumvej, mens den næste Rema 1000 i Helsingør er ved at blive planlagt opført ved Rønnebær Allé.
- Man kan kun undre sig over, hvorfor det er så svært at åbne en ny butik i Gentofte, men heldigvis kan vi stadigvæk lave nye butikker i provinsen og i landdistrikterne, siger Jan Poulsen.
Tocifret antal nye butikker de næste to år
Udover de nytilførte butikker har Rema 1000 også lukket flere butikker ned i løbet af i år for i stedet at opføre større og tidssvarende butikker på bedre beliggenheder andre steder.
Det gælder senest på Aldersrovej på Trøjborg i Aarhus, hvor kædens indtil da mindste butik med et beskedent salgsareal på blot 321 kvm er blevet lukket ned og genåbnet i en tidligere Aldi-butik på den stærkt trafikerede Randersvej.
- Vi har en pipeline på 20-25 butikker om året, hvoraf fire-fem butikker er flytninger. Vi kommer til at åbne nogenlunde det samme antal butikker næste år og i 2020. Vi vil gerne åbne så mange nye butikker så hurtigt som muligt, men mængden gør også, at vi bliver nødt til at prioritere og måske skubbe to-tre projekter til året efter. Men vi kommer ikke til at åbne 30 butikker det ene år og 15 butikker det næste, siger Jan Poulsen.
Læs også: Rema 1000 overhaler Lego som Danmarks bedst omtalte brand