Rema og Dagrofa-kæder deler fritgående kylling

Reitan 31. jan 2017 -
This describes the image
Foto: Rema 1

For nylig meldte både Rema 1000 og Dagrofa ud, at kæderne får nye, danske kyllinge-produkter i kølediskene.

Hos Rema 1000 hedder kyllingen Rokkedahl, mens den i Dagrofas Meny og Kiwi hedder Himmerland. Himmerland Kylling har i en årrække ligget i Menys kølediske, men kæden udvider nu sortimentet, mens Kiwi introducerer de danske kyllinger.

Kyllingeprodukterne kommer dog fra samme producent, og der er ikke tale om private label-brands.

- Lige nu er der tale om den samme kylling, men målet er, at vi i samarbejde med kæderne skal udvikle differentierede produkter med tre forskellige navne: Rokkedahl, Himmerland og Limfjords-kylling. Sidstnævnte er på vej ud i en kæde, som jeg lige nu ikke kan sætte navn på. Vi kan differentiere på eksempelvis race og alder, men lige nu er produktionen og efterspørgslen ikke stor nok til at skabe til en differentiering, fortæller Anders Laursen, der er direktør og medejer af Rokkedal Foods, der sælger kyllinger fra de tre brands.

Rokkedal Foods producerer i øjeblikket 10 mio. konventionelle kyllinger om året.

- Men vi er i gang med en omlægning, der betyder, at halvdelen af produktionen skal være enten ”velfærdskyllinger”, der er konventionelle kyllinger med mere plads og rodemateriale, fritgående kyllinger, der har adgang til udearealer, og økologiske kyllinger, der har endnu mere plads udenfor, siger Anders Laursen og tilføjer, at både den fritgående og den økologiske bærer mærket fra Dyrenes Beskyttelse.

Mens Dagrofa skal have alle typer kyllinger i køledisken fra midt i februar, vil Rema 1000 i første omgang have de fritgående kyllinger. Limfjords-kyllingen vil være økologisk.

I marts indvier Rokkedahl Foods sit eget slagteri, der dog vil slagte de første kyllinger midt i februar.

Opdateret 10. nov 2020