Rema lun på flere placeringer i små centre
Rema 1000 åbnede i går butik nummer 300 i Danmark og har planer om 15-25 nye butikker om året.
Discountkæden har kun ganske få placeringer i mindre shoppecentre som Hvidovre C og Nørreport Centret i Holstebro med hver 20-25 butikker.
Ifølge Jan Poulsen, adm. direktør i Rema Butiksudvikling A/S, der står for langt størstedelen af udviklingen af nye Rema 1000-butikker herhjemme, passer Rema 1000s koncept ikke så godt ind i et større center side om side med Bestseller og H&M-butikker.
Anderledes fokus har Rema Butiksudvikling derfor på placeringer i lokal- og bydelscentre.
- Vi indgår i den grad i lokal- og bydelscentre, hvor vi bedre ser os selv og også har flere projekter på vej. Vi vil allerhelst gerne ligge i et område med en god infrastruktur i umiddelbar nærhed af et stort boligområde, siger Jan Poulsen.
Afviser ikke KFI-centre
Rema 1000 er placeret i mindre butikscentre i hele landet som tilfældet f.eks. er i Kokkedal og Nørresundby.
For to år siden slog Rema 1000 dørene op til en ny butik i det KFI-ejede Løvvangscentret i Nørresundby, efter at Aalborg Kommune havde afvist Rema 1000s ønske om at placere en ny butik på en gammel Falck-grund ca. 200 meter fra centret.
Dengang lød begrundelsen, at planloven tager afsæt i princippet om, at bydelscentre skal vokse indefra og ud.
En lokalpolitisk beslutning, som KFI selv pressede på for at få igennem, da et ja til en Rema 1000 få hundrede meter fra Løvvangcentret, vil sætte en ny moderniseringsplan af centret under pres.
KFI Erhvervsdrivende Fond ejer i dag 20 butikscentre i hele landet, som fonden er godt i gang med at udvikle.
Ifølge KFI’s adm. direktør Jesper Loiborg sker det netop for at beskytte de gode beliggenheder til selvstændige købmænd, hvoraf flere butikscentre kunne være interessante for selvstændige købmænd i fremtiden.
Og KFI så gerne flere Rema 1000-butikker i de KFI-ejede butikscentre.
- Der vil være en mulighed i fremtiden, hvis alle parter synes, det er en god idé, siger Jesper Loiborg.
Hos Rema Butiksudvikling understreger Jan Poulsen, at man altid er klar på at vurdere spændende placeringer.
- Vi har et fantastisk godt samarbejde med KFI. Om samarbejdet lige skal relateres til flere centerbutikker, ved jeg ikke, men vi er altid friske på at samarbejde med KFI og se på muligheden, hvis placeringen er god, siger Jan Poulsen.