Rema leverer rekordoverskud for tiende år i træk
Den 13. april er det præcis 25 år siden, at den norske franchisekæde Rema 1000 åbnede sine to første dansk butikker i Skive. Ambitionerne var helt fra begyndelsen skyhøje: Inden 2000 skulle der være etableret 4-500 store discountbutikker i kæden.
Helt så stærkt kom det som bekendt ikke til at gå.
Men på denne side af årtusindeskiftet har Rema oplevet en vækst uden sidestykke i dansk dagligvarehandel, og det blev også tilfældet i 2018, hvor kæden endnu en gang leverede rekorder på både omsætning og indtjening.
Rema-koncernens omsætning er steget med 1,3 mia. til 18,7 mia. kr., mens driftsresultatet landede på 487 mio. kr. - mod 474 mio. kr. året før.
Siden 2009 er overskuddet vokset hvert eneste år.
- Vi har haft en fornuftig vækst på toplinjen - både totalt set og på eksisterende butikker. Og så har vi investeret en hel masse og åbnet mange nye butikker. Det var det største år nogensinde med 23 åbninger, fire flytninger og et antal udvidelser, siger adm. direktør i Rema 1000, Henrik Burkal, til Dansk Handelsblad.
Forbereder fremtidig vækst
Når overskuddet ikke er vokset fuldt ud i takt med omsætningen, kan det ifølge Henrik Burkal især tilskrives, at indtjeningen i datterselskabet Reitan Distribution faldt i et år, hvor der er blevet ændret meget i logistikken med to nye lagre.
Ændringerne kommer blandt andet som følge af, at den korte kæde Løvbjerg ikke længere er kunde, og begyndende kapacitetsproblemer.
Remas topchef betegner imidlertid investeringer i tilpasning af distributionsselskabet, som både "rigtige og nødvendige" for en fremtidig vækst i kæden med aktuelt 329 butikker.
- Nu får vores butikker varer syv dage om ugen - bestilt fra dag til dag. Så vi forbereder vores infrastruktur til det, som vi ser, kunderne gerne vil fremadrettet, siger Henrik Burkal.