Rema-købmand rekrutterer medarbejdere blandt virksomhedspraktikanter
Jesper Olsen har netop fået en virksomhedspris overrakt af Faxe Kommune for sin indsats med at omskole og opkvalificere ledige. Det sker i Rema 1000 i Haslev på Sjælland, hvor han er købmand på ellevte år.
Butikken tager hele tiden imod virksomhedspraktikanter fra Faxe Kommune.
Nogle gange er der blot én enkelt, andre gange er der fire ad gangen. Og det sker også, at det ender med fast arbejde i butikken efter endt forløb.
Jesper Olsen fortæller, at butikken i dag har en ordinær fuldtidsansat salgsassistent på 37 timer, som kom via kommunen.
Samtidig har Jesper Olsen ansat fire personer, som alle har været igennem et afklaringsforløb i Rema 1000 Haslev og efterfølgende har fået et fleksjob i butikken. Typisk mellem otte og 15 timer om ugen.
- Jeg synes, praktikforløb er en god måde at rekruttere på. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at praktikken er gratis for os. Og det giver jo mulighed for at se kommende medarbejdere an. Jeg går aldrig ind i en praktik, uden at jeg tror på, at der kommer noget godt ud af det i den sidste ende.
- Det sker selvfølgelig, at det viser sig ikke at være noget alligevel, fordi personen ikke kan, eller kemien ikke er der, men udgangspunktet er, at vi tror på det positive menneskesyn i Rema 1000, og at folk skal have en chance. Og lever de op til det, vi har brug for, er der også mulighed for at få et job i butikken, siger Jesper Olsen.
Højest tre-fire personer ad gangen
På de 11 år, Jesper Olsen har været Rema 1000-købmand i Haslev, er butikken vokset til en virksomhed med 38 ansatte.
[caption id="attachment_84323" align="alignnone" width="500"] Arkivfoto: Michael Hjuler[/caption]
Samtidig har købmandens job også ændret karakter, så ledelse nu fylder mere og mere i hverdagen på bekostning af de praktiske opgaver.
Med erfaringen har Jesper også fået mod på at hjælpe flere ledige på vej tilbage til arbejdsmarkedet. Og udfordringerne kan spænde vidt fra person til person.
- Der er nogle, som måske har været ude af arbejdsmarkedet på grund af en skade, og som skal have træning i at arbejde op imod 37 timer igen. Og så er der andre, der har været udfordret på det psykiske plan, og som har været væk fra arbejdsmarkedet i fem-ti år, og hvor bare det at skulle møde på en arbejdsplads kan være en kæmpe udfordring, siger Jesper Olsen.
Kræver tid
Jesper Olsen mener, at for mange virksomhedspraktikanter kan gå ud over butikkens drift.
Derfor har han maksimalt tre-fire virksomhedspraktikanter ad gangen.
- De her personer har ofte brug for en ekstra snak og lidt mere coaching end andre medarbejdere. Og det lægger vi jo også noget energi og tid i. Men det er klart, at vi ikke kan bruge uanede ressourcer på det. Jeg har også kollegaer, der ikke vil lægge så meget energi i det at have virksomhedspraktikanter. Og respekt for det. Men jeg har gode erfaringer med det.
- Det er klart, at med rutinen og erfaringen får man også mere overskud. Jeg har været købmand, siden jeg var 23 år. I dag er jeg 34 år. Og man får jo noget mere livserfaring, der gør, at man bedre kan håndtere nogle af de problemstillinger, der kan være med ledige personer, siger Jesper Olsen.