Rema-købmand kritiserer elevator-priser på øl og sodavand
Rema 1000-købmand Kim Nikolajsen ser som den øvrige danske dagligvarehandel frem til den dag, hvor der kommer dåsepant på øl og sodavand købt i tyske grænsebutikker.
Men han mener også, at de store udsving i de danske butikspriser på øl og sodavand er med til at sende ekstra mange danske kunder i armene på de store grænsehandelsbutikker som Fleggaard, Calle og Otto Duborg.
"Vi har elevator-priser med skyhøje normalpriser, som gør det svært at konkurrere med grænsehandel". Sådan skriver han på Linkedin.
Overfor Dansk Handelsblad uddyber han kritikken med et konkret eksempel.
I forrige uge solgte han 24 dåser Coca-Cola eksl. pant for 72 kr. mod en normalpris på 5,94 per styk eller 142,56 kr. for en ramme. Det svarer til en prisforskel, som kan svinge med næsten 100 pct. fra den ene uge til den anden.
- Prissignalet overfor vores kunder er en udfordring. Ingen kunder køber jo sodavand til normalpris i min butik, og derfor laver jeg også lokalpriser og køber hjem til kampagnepriser, så jeg ikke giver overpris.
- Man skal ikke væk fra at køre tilbud engang imellem. Vi ved jo, at danskerne elsker tilbud, men normalprisen er bare alt for høj. Vi sætter jo butiksprisen i forhold til indkøbsprisen, som kører op og ned afhængigt af, om der er kampagnepris eller ej, siger Kim Nikolajsen.
Hos Carlsberg lyder meldingen fra kommunikationsdirektør Kasper Elbjørn kort og godt, at man ikke sætter priserne ude i butikkerne.
- Det er korrekt. Vi sætter selv vores priser, lyder det fra Remas kommunikationschef Jonas Schrøder.