Rema hilser Sallings emballageinitiativ velkommen

Reitan 4. sep 2019 -
This describes the image
Skrevet af: Søren Tougaard

Rema 1000 offentliggjorde først på året en emballage- og plasthandlingsplan, der på en række punkter minder meget om den emballagestrategi, som Danmarks største detailkoncern, Salling Group, præsenterede i sidste uge.

Rema 1000 vil f.eks. reducere mængden af plast i emballager på egne varer med 25 pct. inden 2023, mens Salling Groups ambition er en reduktion på 30 pct. i 2023.

Ligeledes har begge virksomheder ambitioner om, at al emballage til egne varer skal kunne genanvendes - for Remas vedkommende senest ved udgangen af 2023, mens Sallings mål lyder inden 2023.

Hos Rema 1000 kalder man det glædeligt, at Salling Group nu også har præsenteret sin emballagestrategi.

- Vi er allerede i dialog i branchen - blandt andet gennem Forum for bæredygtige emballager - da det naturligvis er godt, at vi alle bidrager med viden på området. Her i Rema 1000 har vi allerede ændret emballager inden for en lang række kategorier, så emballage blandt andet er reduceret i mængde, er lavet af genanvendt materiale og er klar til genanvendelse. Samme bevægelse ser vi i andre kæder, så det er glædeligt at se, at Salling Group også har besluttet sig for at gå i den retning, siger Anders Jensen, indkøbs- og marketingsdirektør i Rema 1000 Danmark.

Også transportemballage og engangsservice har de to virksomheder fokus på. I Rema 1000 skal al transportemballage kunne genbruges eller genanvendes inden udgangen af 2020, hvor også engangsservice af plast skal være udfaset. I Salling Group vil man genbruge eller genanvende al plastik brugt til transport inden 2020, mens engangsservice i plastik skal være fortid senest i løbet af 2021.

Opdateret 10. nov 2020