Rema-formand: Vi fortsætter med at holde fanen højt
Antallet af butikker i de enkelte discountkæder er stadig et stort tema i dansk dagligvarehandel, hvor fem kæder kæmper om de bedste placeringer. I mange år blev der kun åbnet flere og flere nye discountbutikker, men for et par år siden knækkede kurven, og flere kæder måtte lukke butikker i større stil. En enkelt kæde, Kiwi, blev lukket helt ned.
Rema 1000 har ikke lukket mange butikker, der ikke er blevet afløst af nye og større. Rema er kendt i branchen for at finde gode og holdbare placeringer og har nu i mange år haft som mål at åbne 15-20 nye butikker om året. I praksis er det nogle gange blevet til færre, sjældnere flere.
Danmarks største discountkæde, Netto, har rundet 500 butikker og sigter nu mod 600, mens Rema aktuelt går efter 400 i bestræbelserne på at overhale konkurrenten - målt på omsætning.
Hold kursen
Det stopper næppe ved de 400 butikker. I Norge er der nu tæt på 640. Reitangruppen-medejer Ole Robert Reitan, bestyrelsesformand for Rema 1000 Danmark, vil ikke sætte et årstal på, hvornår han tror, at Rema bliver størst her i landet.
- Vi må bare fortsætte med at præstere godt og sørge for, at stadig fl ere danskere synes, at Rema 1000 er et godt sted at handle mad. Og så må vi vokse i markedet med den fart, som danskerne tillader os, så vi en dag er Danmarks største dagligvarekæde. Det bliver, når det bliver. Det vigtigste er faktisk, at vi har lykkelige købmænd og tilfredse kunder, siger han.
På engelsk siger man "keep up the good work" - og det er faktisk formandens budskab: Bliv ved med mere af det, der har vist sig at virke.
- Det vigtigste er at fortsætte med at udvikle konceptet, sådan som vi har gjort det hidtil, og blive endnu mere konkurrencedygtige og effektive og fortsætte med en stærk omkostningskultur, så vi kan tilbyde de laveste priser - og være stolte af at være en discounter.
- Og så skal man fortsætte med at videreudvikle det værdibaserede franchisesystem. Man skal have stærke, lokale købmænd, som ejer og driver virksomheder. Det er kernen i Rema 1000-virksomheden: At være en god discounter og være en god franchisegiver, siger han.
En detailverden under forandring
Men man kan naturligvis ikke agere i et detailmarked i dag uden at forholde sig til, at mange traditionelle virksomheder er under et voldsomt pres fra en boomende e-handel, der får flere til at bukke under.
- Sådan som verden er ved at ændre sig nu, med den teknologiske udvikling og hastigt ændrede forbrugermønstre, må vi bare sørge for at holde øjnene åbne og være med. Når man ser shoppingcentre og tekstilgiganter, der bliver nedlagt, og Toys R' Us, der gik konkurs, så er detailhandlen inde i en ekstrem ændringsfase. Hvis nogen tror, at det ikke kommer til at påvirke dagligvarebranchen, tror jeg ikke, at det holder. Vi må bare sørge for at være innovative og fremme i skoene og følge med og samtidig bevare kernen i Rema 1000 lige så stærk, som den har været, siger Ole Robert Reitan.
Rema kommer ikke til at sadle helt om. Også i de kommende år kommer der flere af de gode, gammeldags murstensbutikker.
- Jeg tror på, at hovedparten af dagligvarehandlen også i de næste 10-15 år kommer til at foregå i fysiske butikker. Det at købe mad foretrækker de fleste at gøre i butikkerne. Men det er jo et spændende projekt, vi har med Vigo i Danmark, som vokser langsomt, men sikkert. Det kombinerer de fysiske butikker med den digitale verden, siger han.
- Men der kommer sikkert andre løsninger og projekter i årene, der kommer. Man skal bare følge med i, hvad der foregår rundt om i verden, så vi går ikke rundt og tror, at alle de løsninger, vi har i dag, er de samme, som vi skal have om 10 år.