Rema-dom: Ekskøbmand løftede ikke bevisbyrden
Retten i Horsens underkendte den tidligere Rema 1000-købmand René Ipsens forklaring om, at en omsætningsnedgang på 6 mio. kr. i 2012 skyldtes åbningen af en ny Rema-butik på Erantisvej i Næstved, ca. 2,8 km. væk fra René Ipsens butik.
René Ipsen havde ellers sagsøgt Rema 1000 for misligholdelse af franchisekontraktens punkt 9.2, der handler om franchisegivers forpligtelser overfor franchisetagere. Her står, at Rema 1000 Danmark ikke må åbne en anden Rema 1000-butik i umiddelbar nærhed af eksiste-rende butik, såfremt den nye butik væsentligt ville forringe det bestående kundegrundlag. I domsudskriftet fremgår det, at retten fandt, at der ved vurderingen af ”umiddelbar nærhed” og ”bestående kundegrundlag” skal tages udgangspunkt i den faktiske afstand mellem butikkerne, ligesom der skal tages hensyn til trafi kale forhold, tæthed i bebyggelsen omkring butikken samt konkurrencen indenfor dagligvarebutikker i området.
”Det er ubestridt, at der i perioden efter 2011 også åbnede andre dagligvarebutikker i den nordlige del af Næstved, herunder Fakta og Netto, som lå tættere på Trompetvej end Rema 1000-butikken på Erantisvej. På den baggrund lægger retten til grund, at konkurrencen om kunderne i det nordlige Næstved i perioden efter 2011 blev skærpet ikke ubetydeligt, hvilket kan have forringet det bestående kundegrundlag i butikken på Trompetvej”, lyder det i byrettens begrundelse.
Omsætning over tid
Ved vurderingen af, hvorvidt det bestående kundegrundlag var blevet væsentligt forringet, indgik også udviklingen af omsætningen for 2013 på 33,8 mio. kr. og på 31 mio. kr. frem til udgangen af november 2014, hvor René Ipsen holdt som Remakøbmand.
Her pegede retten på, at René Ipsen selv havde forklaret, at han i det sidste halve år af 2014 ikke var offensiv, fordi han skulle holde som købmand. Derfor lagde retten til grund, ”at butikkens omsætning for hele 2014 i hvert fald var på niveau med 2013 og således ikke var lavere end omsætningen for 2010 og 2011”, lød rettens vurdering.
Retten i Horsens understregede samtidig i domsudskriftet, at selv om franchisekontraktens punkt 9.2 er formuleret, så der skal tages en konkret vurdering i forhold til de enkelte dele af bestemmelsen, ændrer det ikke ved, at det er sagsøger, der skal løfte bevisbyrden for, at franchisekontrakten er misligeholdt. ”Uanset at kundegrundlaget for butikken på Trompetvej måtte være påvirket af åbningen af Rema 1000-butikken på Erantisvej, finder retten efter en samlet vurdering ikke, at René John Ipsen ApS har løftet bevisbyrden for, at Rema 1000 har misligeholdt franchisekontraktens punkt 9.2 ved åbningen af butikken på Erantisvej, og Rema 1000 skal derfor frifindes”, lød rettens begrundelse af sagen.
Baggrunden for, at det overhovedet kom til en retssag, var, at den tidligere Rema 1000-købmand René Ipsen fra Næstved oplevede en nedgang i omsætningen i 2012 på 6. mio. kr., hvilket også betød, at butikkens overskud faldt med mere end 400.000 kr. Nedgangen kom i kølvandet på en nyåbnet Rema 1000-butik på Erantisvej, ca. 2,8 kilometer fra Ipsens daværende butik på Trompetvej. Derfor sagsøgte René Ipsen kæden for brud på franchisekontrakten, der siger, at franchisegiver ikke må åbne en anden butik i umiddelbar nærhed, såfremt den nye butik væsentligt forringer det bestående kundegrundlag.