Rema 1000 vil genbruge kødbakker
I dag lancerer Rema 1000 et nyt plastikinitiativ, som dagligvarekæden, sammen med en række andre store aktører indenfor plast har været med til at udvikle.
Initiativet skal fremme et cirkulært kredsløb af plastemballage i Danmark. Derfor omlægger Rema 1000 produktionen af mere end 55 mio. kødbakker, så kunderne i fremtiden kun kan købe kød i genanvendelige kødbakker.
- Målet er, at størstedelen af al plastemballage skal kunne genbruges eller genanvendes, og at Danmark i 2030 skal være verdenskendt for cirkulær plastemballage, men det sker ikke fra den ene dag til den anden, fortæller Anders Rene Jensen, indkøbsdirektør i Rema 1000 og fortsætter:
- Om halvandet år sælger vi kun kød, fisk og fjerkræ i bakker lavet af plasttypen PET, der kan genanvendes igen og igen. Til en start kommer plastmaterialet til de nye genanvendelige kødbakker fra pantplastflasker og senere fra brugte kødbakker. Vi håber, at industrien bakker op om initiativet, og så ser vi frem til at kommunerne hjælper med at få indsamlet kødbakkerne fra de danske husholdninger, siger han.
Fra kødbakke til kødbakke
Miljøstyrelsens affaldsstatistik viser, at næsten halvdelen af al emballage i Danmark ender hos husholdningerne, hvoraf kun 15 pct. af det samlede potentiale bliver genanvendt.
Det er lidt sammenlignet med erhverv og industri, hvor langt over 60 pct. af al plastikemballage bliver genanvendt.
Derfor vil Rema 1000 nu tage sin del af ansvaret for at skabe et mere bæredygtigt system for genanvendelse af plastemballage fra husholdningerne.
- Vi har alle et stort ansvar for, at alt for lidt af plastikemballagen fra husholdningerne bliver genanvendt. Derfor kommer vi nu sammen med bl.a. Plastic Change, Færch Plast og Københavns Kommune med et initiativ, som gør det nemt og let for forbrugerne at genanvende mere, fortæller Anders Rene Jensen.
- Vi er virkelig glade for, at vi sammen med Rema 1000 og en række andre store spillere i branchen får sat gang i det her projekt. Det er stort skridt i den rigtige retning for mere genanvendelse. Og det er glædeligt, at en så stor og indflydelsesrig dagligvarekæde tager et socialt ansvar, siger Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastik Change.