Rema 1000 styrker sin position som topbrand
Rema 1000 bliver tiltagende populær blandt forbrugerne. Faktisk nærmer den norske discountkædes popularitet sig Legos.
Det viser i hvert fald årets Brandindex fra YouGov.
Hos Rema 1000’ pr-bureau i København, Help PR & Kommunikation, vækker forbrugernes bedømmelse af Rema 1000 stor begejstring.
”Vi kan næsten ikke få armene ned på kontoret i dag. Rema 1000 har nemlig både placeret sig blandt top 10 brands, som har flyttet sig mest målt på positiv omtale, men de har også indtaget en flot andenplads på listen over de mest positivt opfattede brands i Danmark”, lød opdateringen på bureauets Linkedin-side efter offentliggørelsen.
Rema 1000’s HR-direktør Michael Skou er ikke i tvivl om, at den i rekrutteringskampagnen, som Rema 1000 iværksatte i slutningen af 2016, har været med til at styrke virksom-hedens brand.
Kampagnen tager udgangspunkt i de gode historier fra købmændene og kommer ud til forbrugerne via sociale medier.
- Vi lægger historierne ud for at fortælle om, hvem vi er og for at give et mere nuanceret billede af Rema 1000, forklarer Michael Skou om kampagnens mission.
På top ti finder man ligeledes brands som Lurpak, der ligger som nummer tre, Anton Berg som nummer fire, Coops Änglamark på en syvendeplads samt Løgismose på en ottendeplads.
Fremgang for Aldi
I den modsatte ende af listen finder man Aldi. Men selv om de danske forbrugerne stadig bedømmer Aldi hårdt, er der fremgang at spore for den tyske discountkæde. På listen over de brands, som har formået at forbedre sig bedst det forgangne år, kommer Aldi således ind på en sjetteplads. En placering, der utvivlsomt har skabt glæde hos vicedirektør Thomas Bang og resten af Aldi-ledelsen.
Kæden iværksatte tidligere på året en storstilet kampagne, der skulle gøre forbrugerne opmærksomme på, at endnu flere danske varer og mærkevarer er kommet ind på Aldis hylder. Samtidig har Aldi netop taget hul på en omfattende investering i butiksnettet.
YouGov Brandindex sammenligner hvert år mere end 300 varemærker i Danmark for at offentliggøre, hvilke mærker der har fået mest positiv omtale blandt forbrugerne. I undersøgelsen bliver 200 repræsentativt udvalgte forbrugere blandt andet bedt om at bedømme flere parametre så som brandets kvalitet, værdi, kundetilfredshed og omdømme samt om de selv vil anbefale brandet videre til andre forbrugere. Forbrugerne har bedømt varemærkerne i perioden 1. juni 2016 til 30. juni 2017.