Rema 1000 satser på virkelige historier

Reitan 24. nov 2017 -
This describes the image
Foto: Rema 1
Skrevet af: Redaktionen

Sidste år lancerede dagligvarekæden Rema 1000 en ny deleøkonomisk indkøbstjeneste. Omdrejningspunkt var i første omgang app’en Vigo, som hjælper travle danske forbrugere med at handle. Sidenhen er indkøbstjenesten blevet udbygget med en hjemmeside, der giver forbrugere, som eksempelvis sidder foran en større computerskærm, bedre overblik over de mange varegrupper, som Rema 1000 har på hylderne.

Alt tyder imidlertid på, at danskerne har taget den nye deleøkonomisk platform til sig. I skrivende stund er Vigo-app’en blevet downloadet 250.000 gange, og ifølge Vigos adm. direktør, Jesper Bove-Nielsen, er der fortsat flere og flere danskere, der overlader det til andre at få handlet.

Alle handler for alle

- Virkeligheden har overgået alle forventninger. Vi troede oprindeligt, at det i første omgang ville være de ældre, som ville bruge Vigo til bestilling af varer, og unge, der ville bringe varerne hjem. Men vi kan i dag konstatere, at alle handler for alle, både unge og ældre - og det går begge veje, siger Jesper Bove-Nielsen.

- Hvem kunne have forestillet sig, at det i dag er husmødre, pensionister og en krigsveteran, der er de mest flittige til at hjælpe andre med at handle?, lyder det fra Jesper Bove-Nielsen.

Han fremhæver derudover, at det er vigtigt at huske på, at en tjeneste som Vigo er afhængig af, at folk gør begge dele, hvilket også er omdrejningspunktet for den nye online- kampagne for tjenesten, der netop har til formål skildre brugen af Vigo fra begge sider.

- Vi vil gerne vise, hvordan hverdagen ser ud, både for de brugere, der benytter Vigo til at købe ind, og dem, der hjælper andre med at handle og bringe varerne hjem. Derfor har vi også bevidst fravalgt at skabe en konstrueret virkelighed, men i stedet valgt et journalistisk greb til at skabe en troværdig og autentisk ramme for at fortælle historier fra det virkelige liv.

Masser af gode historier

Den nye kampagneplatform har Rema 1000 udviklet i samarbejde med content-bureauet Must, som har den kendte tv-dokumentarist Michael Jeppesen som frontfigur, og desuden en række erfarne marketingfolk, journalister og tv-tilrettelæggere i stalden.

- Der er masser af gode historier om folk, der bruger Vigo, hvorfor vi netop har afsøgt muligheden for at få dem fortalt, så de også bliver interessante for folk at se. Vi har først og fremmest lagt vægt på, at folk skulle forstå, hvordan Vigo virker, frem for at levere et traditionelt skarpt skåret budskab på 20 sekunder, siger Jesper Bove-Nielsen og tilføjer:

- Hvorfor skabe noget kunstigt, når du blot kan gribe fat i virkeligheden? Vi har helt grundlæggende tænkt “don’t tell it - show it”, da det er vigtigt for os at komme tvivlen og usikkerheden til livs hos de forbrugere, som tænker, om Vigo mon er noget for mig, enten som kunde eller som en, der hjælper andre med at handle? Foreløbig er det blevet til to film, som første uge er blevet set mere end 50.000 gange på Facebook.

Af Lars Hedegaard Pedersen (Freelance)

Opdateret 10. nov 2020