Rema 1000 satser på flere produkter fra Gram Slot
Det kræver sin mælk at skulle forsyne en vækstkæde som Rema 1000 med økologiske mejeriprodukter fra Gram Slot. Derfor har Gram Slot, hvor Rema 1000 er medejer, denne vinter udvidet besætningen af køer fra 350 til 650 i forbindelse med købet af en gård i Vojens.
Tidligere kunne besætningen på Gram Slot producere ca. 8.750 liter mælk om dagen, svarende til 3,2 mio. liter om året. Tilsyneladende mælk i rigelige mængder, men omvendt skulle produktionen også dække produktgrupper som fløde og tykmælk til samtlige af kædens ca. 285 butikker, hvilket i det lys betød, at der var ca. 30 liter mælk til rådighed til hver butik om dagen.
Stigende efterspørgsel
Flere Rema 1000-købmænd, Dansk Handelsblad har været i kontakt med, fortæller, at Gram Slots-mejeriprodukter sælger godt i butikkerne, og at de normalt ikke oplever problemer med at få leverancer fra Gram Slot, men at de godt kan mærke et pres på leveringen under tilbudskampagner.
Hos Gram Slot vil direktør Svend Brodersen ikke sige, at den markante udvidelse i besætningen er udtryk for, at Gram Slot tidligere har haft svært ved at følge med efterspørgslen.
- Det skyldes en markedsdrevet udvikling, fordi efterspørgslen stiger. Det handler også om, at Rema 1000 åbner flere og flere butikker. Kunderne har taget rigtig godt imod vores produkter. Også de nye vi netop har lanceret tre nye produkter bl.a en pærer/banan yoghurt og en cremefraiche, fortæller Svend Brodersen, der sammen med sin kone Sanne Brodersen har drevet Gram Slot siden 2007.
Mere vækst i vente
På de 10 år har Gram Slot udviklet sig markant i takt med, at ejerne har investeret i nye forretningsområder som koncerter, messer og markeder. Samtidig har det aktive medejerskab fra Rema 1000 siden 2010 betydet produktudvikling og en direkte afsætningskanal for landbruget, hvilket igen har medført vækst i nærmest samme takt, som danskernes smag for økologi er eksploderet.
I de forgange fem år har den årlige vækst for Gram Slot ligget i niveauet 18-36 pct. og fra 2014 til 2015 steg omsætningen således fra ca. fra 53 mio. kr. til ca. 66 mio. kr., svarende til en vækst på 23 pct, viser det seneste regnskab.
Og Svend Brodersen har også stor tiltro til, at væksten vil fortsætte.
- Selvfølgelig håber vi på vækst, men det skal også foregå i et tempo, hvor vi kan følge med. I dag har vi 23-24 produkter i Rema 1000, heriblandt flere kornog melprodukter, spegepølse, kartofler og løg foruden vores mejeriprodukter. Det er ikke et mål i sig selv at komme op på 100 mio. kr., men i og med at vi stille og roligt udvider areal og besætning, bevæger vi os i den retning, siger han.