Rema 1000 sætter bynavn på fire nye butikker i februar
-
Den ekspansionslystne discountkæde åbner yderligere 10 butikker i denne måned.
Siden slutningen af november har Rema 1000 åbnet syv nye butikker, som tidligere har tilhørt Aldi. Det er især sket i det sjællandske med åbninger i blandt andet Ringsted, Skibby, Sorø, Nykøbing Sjælland og på Søndre Ringvej i Roskilde.
I februar fortsætter discountkæden med at rulle 10 butikker ud. 1. februar kommer turen igen til Nykøbing Falster - den anden på få måneder - samt i Hundested.
Herefter følger yderligere otte februar-åbninger, hvoraf de første fire i Hanstholm, Holbæk, Allingåbro og Ringe allerede har været annonceret.
Nye byer på åbningslisten er Ebeltoft, Faxe, Blokhus og Middelfart.
I årevis har Rema 1000 haft øjnene rettet mod netop Ebeltoft, der mangedobles af turister i sommermånederne. Her åbner butikken den 22. februar med de to købmænd Henrik Nymark og Heine Petersen bag disken. Samme dag åbner kæden i Faxe, hvor købmanden bliver Michael Møgelgaard Christensen.
Den sidste dag i måneden åbner kæden ligeledes to butikker. Her bliver Michael Mundeling købmand på Odensevej i Middelfart, mens Brian Toft Pedersen bliver købmand i feriebyen Blokhus.
- Velkommen til alle kunder og stort tillykke til alle købmænd med de nye butikker, skriver kommunikationschef Jonas Schrøder på det sociale medie X.