Rema 1000 sælger 64 butikker i milliardhandel

Reitan 17. jan 2024 -
This describes the image
At de nyåbnede Rema 1000 butikker har en forhistorie som Aldi ses blandt andet her i Sorø. Foto: Flemming Effersøe
  • Rema 1000 har videresolgt en stor del af de tidligere Aldi-butikker til en norsk ejerkreds, der blandt andet tæller Reitan-familiens ejendomsselskab. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Butiksejendomme går som varmt brød blandt private danske investorer med penge på baglommen, der øjner flotte afkast og en relativ beskeden risiko i ejendomme med lejekontrakter på 15 år.

Og danske butiksejendomme er bestemt også en attraktiv handelsvarer for investeringsfonde og udenlandske velhavere.

I en opsigtsvækkende handel har Rema 1000 Danmark netop frasolgt 64 butiksejendomme til et norsk konsortium bestående af landets største privatejet ejendomsselskab AKA, Reitan Eiendom, der ejes af Reitan-familien og investeringsselskabet Straen, der ejes af Steensland-familien. Købesummen lyder på 2,8 mia. norske kr. svarende til ca. 1,8 mia. kr.

De 64 butiksejendomme omfatter både tidligere Aldi-butikker og lokationer som Rema 1000 har haft i sin ejendomsportefølje, fremgår det af en pressemeddelelse fra AKA.

Handlen er en såkaldt sale and lease back-aftale, der betyder, at Rema 1000 fortsætter som lejer i ejendommene i stedet for ejer - typisk på 15 års lejekontrakter.

- Det er sådan set business as usual. Aftalen er et udtryk for, at vi fokuserer rendyrket på vores forretning. Det er helt normalt for os, at vi går ind og udvikler ejendomme og derefter sælger dem med lejekontrakt til os selv. Det er ikke tanken, at vi skal opbygge store ejendomsbalancer, udtaler Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000 Danmark, til mediet Finans

Nærmest identisk var ordlyden fra Remas danske topchef tilbage i starten af 2022, hvor Rema 1000 Danmark netop havde solgt ejendomme for samlet 2,9 mia. kr. til Reitan Eiendom og den britiske kapitalforvalter Savills Investment Management.

I handlen på 1,7 mia. kr. til Reitan Eiendom indgik logistikcentret i Horsens til en værdi af 1 mia. kr., mens det britiske selskab opkøbte 43 butikker for 1,2 mia. kr.  

Vil videreudvikle ejendommene

De tre selskaber har etableret det fælles ejerselskab DK Retail Invest AS , hvor AKA ejer 49 pct., Reitan Eiendom 36 pct. og Straen 15 pct.

CFO i Reitan Retail, Kristin S. Genton, siger, at det lange og gode samarbejde med AKA gjorde det naturligt at søge partnerskab med netop denne ejendomsaktør.

- Det er vigtigt for os at have gode og solide udlejere til vores lokationer, og vi har haft et godt samarbejde med AKA i lang tid. Nu ser vi frem til også at være en del af aktionærfællesskabet, siger Kristin S. Genton.

Ifølge Jane Gravbråten, adm. direktør i AKA, er lejemålene med Rema 1000 i Danmark langsigtede aftaler, hvor AKA vil stå for den tekniske og kommercielle drift af ejendommene, herunder arbejdet med at videreudvikle ejendommene i samarbejde med lejer.

 - AKA har siden 2011 haft et meget tæt og godt samarbejde med Reitan Retail (REMA 1000, Reitan Convenience og Uno-X), og vi ejer allerede 101 ejendomme, der huser deres butikker og andre koncepter over hele Norge. Vi har tidligere haft succes med at komme ind på nye markeder, for eksempel i Nordnorge. Da muligheden for at erhverve en så stor ejendomsportefølje i Danmark, som skal drives af en af vores største partnere, blev præsenteret for os af Vika Projektfinansiering, så vi det som en gylden mulighed for yderligere vækst og udvikling på et meget stort og attraktivt nyt marked for os. For AKA vil det betyde, at vi i 2024 vil have årlige lejeindtægter på mere end 1 mia. kr. i hel- og delejede erhvervsejendomme, siger Jane Gravbråten.

Hun fortæller, at lejeaftalerne med Rema 1000 i Danmark også rummer spændende muligheder for at videreudvikle ejendommene.

- For eksempel vil vi sammen med Rema 1000 Danmark forsøge at bidrage til udrulningen af højeffektladere fra Uno-X Mobility i forbindelse med butikkerne, hvor det er relevant, siger Jane Gravbåten.

De første ejendomme overtages medio februar og de resterende i slutningen af 2024.

Rema 1000 Danmark overtog i alt i første omgang 113 butikker i Aldi-opkøbet og frasolgte siden butikker og butiksprojekter til konkurrenterne. Netto har overtaget 20 butikker, Lidl 19, Dagrofa syv og Coop en enkelt.    

 

   

Opdateret 17. jan 2024