Rema 1000 øger omsætningen med 2 milliarder
-
Trods en markant vækst på over 10 pct. måtte Rema 1000 Danmark se overskuddet gå tilbage med ca. 160 mio. kr. i 2023.
Rema 1000 Danmark fortsatte i et tocifret vækstspor i 2023, som er ganske imponerende på et dansk dagligvaremarked, hvor kunderne passer godt på pengene.
Rema 1000 Danmarks omsætning fra kædens 372 butikker steg i 2023 med 2,1 mia. kr. til 22,9 mia. kr. – en vækst på 10,2 pct. Koncernomsætningen for Rema 1000 Danmark – inklusive Rema 1000-butikkerne og Rema Distribution, der leverer varer til bl.a. 7-Eleven og flere andre convenience-kæder – er steget fra 24,7 mia. til 26,2 mia. kr. og resultatet efter skat er på 463 mio. kr. mod 620 mio. kr. i 2022. Det svarer til en overskudsgrad på 2,2 pct. mod 3,2 pct. året før.
Regnskabet for 2022 var positivt påvirket af store indtægter fra salg af ejendomme. Derudover skyldes faldet i resultatet ekstraordinære omkostninger vedrørende overtagelsen af Aldis aktiviteter, ekstra omkostninger i forhold til idriftsætning af et nyt højautomatiseret distributionscenter samt nedskrivninger på ejendomsporteføljen som konsekvens af konjunkturerne.
- Det er et tilfredsstillende resultat i et år med intens konkurrence og ekstraordinære omkostninger med væsentlige investeringer i fremtiden efter overtagelse af Aldis lokationer, udvidelse af vores logistik og en stærk portefølje af udviklingsprojekter. Jeg vil gerne takke alle kunder, købmænd, kolleger, leverandører og partnere for at bakke så flot op om vores koncept med lokal nærhed fra den enkelte selvstændige købmand, vores gode priser og discount med holdning, siger Henrik Burkal i en pressemeddelelse.
5,5 millioner flere ekspeditioner
Franchisekæden oplever, at kunderne fortsat søger mod discount. Antallet af ekspeditioner i kædens butikker blev således øget fra 165,6 mio. i 2022 til 171,1 mio. sidste år.
- Vores analyser viser, at mange danskere siger, at de inden for de næste to-fire år vil handle mere i Rema 1000, og derfor glæder vi os til at åbne nye butikker i lokalområder, hvor vi ikke er til stede i dag. Vi kan allerede nu se en god opbakning fra kunderne til de 30 butikker, vi indtil videre har åbnet på tidligere Aldi-lokationer – og vi ser frem til at komme tættere på endnu flere kunder med vores koncept med de mange åbninger i indeværende år, siger Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000 Danmark.
Konkurrencemyndighederne godkendte sidste år købet af 113 af Aldis butikker, hvor størstedelen bliver konverteret til Rema 1000-butikker. I alt åbnede Rema 1000 ni nye butikker sidste år - heraf fire i tidligere Aldi-lokationer.
I indeværende år forventer Rema 1000 at åbne ca. 70 butikker, hvoraf størstedelen er tidligere Aldi-butikker. Om to dage åbner Rema 1000 butik nummer 400 i Danmark.