Rema 1000 fortsætter sit vilde væksttogt

Reitan 2. mar 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Mens dagligvarebranchen slås med stagnerende omsætning, og discountkæderne blot oplevede en samlet vækst på 1 pct. i 2016, går det ganske anderledes derudaf for Rema 1000.

Sidste år præsterede discountkæden en stigning i omsætningen på 940 mio. kr. til samlet 12,3 mia. kr. eksl. moms, svarende til en omsætningsvækst på 8,2 pct., viser Rema 1000s egne tal.

Selv om væksten i omsætningen ligger på et lavere niveau end de foregående år, er der stadig tale om en procentstigning, der langt overgår konkurrenterne. Bag tallene gemmer sig, at Rema 1000 åbnede 14 nye butikker sidste år. Fremgangen sker dog primært i de eksisterende butikker, der formår at skabe højere omsætning år for år, hvilket var hovedårsagen til, at Rema 1000s markedsandel sidste år voksede med 0,8 procentpoint i følge kædens egne oplysninger.

Hvis hver nyåbnede butik i snit omsatte for 25 mio. kr. i 2016, betød det, at de eksisterende 270 butikker tilsammen løftede omsætningen med 590 mio. kr., eller cirka 2,2 mio. kr. i snit per butik. Rema 1000s adm. direktør ønsker dog ikke at bekræfte, hvorvidt det estimerede regnestykke flugter med den reelle virkelighed.

- Retail er detail, så vores vækst er summen af rigtigt mange ting. Jeg vil selv fremhæve tre punkter. Vi er rigtig gode til at give værdi og kvalitet for pengene. YouGov undersøgelser viser, at kunderne oplever at få mest værdi for pengene i Rema 1000, mens vi på kvalitet kun bliver marginalt overgået af Irma og Føtex. Jeg vil også fremhæve vores Rema 1000-købmænd, der giver en anden nærhed til kunder og medarbejdere, og som betyder rigtig mange loyale kunder. Samtidig vil jeg også nævne vores særlige Rema 1000-kultur. Vi er over 10.000 medarbejdere, der hver dag viser, vi har viljen til vækst, men som samtidig bevarer ydmygheden over for den største chef, vores kunder, siger Henrik Burkal.

88 procent tilbage

Også i de kommende år har Rema 1000 fokus på nye butikker og forventer således at runde 300 butikker i løbet af 2017, mens den langsigtede ambition fortsat er at blive Danmarks største dagligvarekæde målt på omsætning med mindst 400 butikker. Hvorvidt væksten primært skal komme fra eksisterende butikker eller i højere grad skal komme fra nye butikker, må tiden vise, men uanset, at det alt andet lige bliver sværere og sværere at skabe vækst i f.eks.10 år gamle butikker, mener Rema 1000s adm. direktør, at der er der ligger masser af vækst for kæden forude.

- I 2016 kommer vi tæt på en markedsandel på 12 pct., så der er 88 pct. endnu. Det er sådan, vi vælger at se på det.

- Som jeg siger, vi har viljen til vækst, men vi er samtidig ydmyge overfor vores kunder og konkurrencesituationen. Det gælder om at træffe de rigtige beslutninger hen ad vejen og bygge på sten for sten, siger Henrik Burkal.

Opdateret 10. nov 2020