Rema 1000 åbner på havnen i Odense

Reitan 7. sep 2021 -
This describes the image
Foto: Rema 1000
  • Torsdag den 16. september åbner Rema 1000 en ny butik på Odins Brygge i Odense

Skrevet af: Søren Tougaard

Der har været usædvanligt få butiksåbninger i Rema 1000 i år. Faktisk er det kun blevet til en enkelt ny butik i Slots Bjergby ved Slagelse tidligere på måneden. 

Nu åbner Rema 1000 så butik nummer to i år, der samtidig bliver nummer 359 i den ellers så ekspansionslystne discountkæde, der har en erklæret ambition om at vokse med 15-20 butikker om året. 

Torsdag den 16. september byder den erfarne købmand Steffen Koch velkommen i en nyopført butik på Havnegade 8C i det nye boligområde Odins Brygge i Odense. 

Den 44-årige købmand får også hjælp i butikken fra sin kæreste Sandie Holmer, der er indfødt odenseaner.

Steffen Koch har stor erfaring i jobbet som Rema 1000-købmand. I de seneste seks år har han været købmand i kædens butik Fårevejle.

I alt har Steffen Koch 25 års erfaring fra detailbranchen, som han ser frem til at gøre brug af, når han nu skal stå i spidsen for en splinterny butik:  

- Det bliver spændende at åbne en helt ny butik på Odense Havn, som jo er et område i rivende udvikling både i forhold til boligbyggeri og nyopstartede erhverv. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med at skabe den bedste arbejdsplads med glade medarbejdere, hvor der er rum og plads til forskellighed, og hvor vi i fællesskab kan gøre butikken til lokalområdets foretrukne indkøbssted. God kundeservice er en topprioritet, og jeg glæder mig til at byde alle kunderne indenfor, siger Steffen Koch i en pressemeddelelse.

Den erfarne købmand har i sin tid i Rema 1000 i Fårevejle opnået flotte resultater for sin fokuserede indsats på frisk frugt og grønt. Blandt andet i 2020, hvor butikken modtog Landbrug & Fødevarers pris for Danmarks bedste frugt- og grøntafdeling i kategorien Discount.

 

 

 

Opdateret 7. sep 2021

Vil du vide mere?