Rema 1000 åbner første butik i Skjern
Med en god beliggenhed og forventninger om stor lokal opbakning åbner Rema 1000 den 24. september den første butik i Skjern på Østergade 138.
Købmand bliver den 48-årige Henrik Aagaard Nielsen, der glæder sig til at byde kunderne velkommen i butikken.
- Sammen med mit team vil jeg gøre mit for at give en god oplevelse, når man handler hos os. Jeg tror på, at Rema 1000-konceptet kommer til at passe godt til Skjern. Derudover får vi en perfekt beliggenhed på hjørnet af Østergade og Ringvejen, hvor både butikken og parkeringspladsens størrelse giver nogle gode, rummelige forhold for kunderne, fortæller han.
Henrik Aagaard Nielsen har masser af erfaring inden for detailhandlen. Han er udlært i SuperBrugsen i Skjern. Siden den 1. januar 2020 har han været i oplæring hos Rema 1000 i Aulum og senest Rema 1000 i Vildbjerg, så han kunne få Rema 1000-ånden og købmandskabet helt ind under huden, inden det for alvor går løs i den nye butik.
- Det bliver spændende at skulle introducere REMA 1000 for skjernboerne. De kan forvente kvalitetsvarer til billige priser, et godt bredt udvalg af økologi, samt frugt og grønt, og så selvfølgelig en god kundeservice, uanset hvornår de kommer forbi og handler hos os, lyder det fra en glad Henrik Aagaard Nielsen, der selv er opvokset i Skjern.