Reitangruppen leverer igen rekordresultater
Den norske ejer af Rema 1000 og 7-Eleven i Danmark, Reitangruppen, har netop offentliggjort sit regnskab for 2016, og endnu en gang byder det på en stribe rekordtal.
Den samlede omsætning steg med godt 4 pct. sammenlignet med året før til 89,2 mia. norske kr., svarende til 84 mia. kr.
Driftsresultatet blev øget med 16 pct. til lige i underkanten af 4 mia. norske kr., og bundlinjen mere end fordoblet i forhold til 2015 med 7,3 mia. norske kr. - 6,1 mia. kr.
Det enorme overskud sidste år skal dog delvis tilskrives Reitangruppens frasalg af en pæn ejerandel i svenske Axfood. Sammen med udbyttet af aktierne indbragte det alene 3,4 mia. norske kr.
- Min drivkraft er at bygge solide selskaber og værdifulde arbejdspladser. Nøglen til gode resultater er dygtige folk med en vilje til at holde fokus på omkostningerne i en tid, hvor vi udvikler os kraftigt, siger Reitangruppens stifter og ejer, Odd Reitan.
Begge de to største selskaber, Rema 1000 og Reitan Convenience, løftede igen både omsætning og overskud. Rema mest med et salg, der voksede med 4,5 mia. norske kr. til 67,8 mia. norske kr. Det gav kæden et driftsresultat på 2,3 mia. norske kr.