Reitan skal levere varer til OK Plus de næste fem år
OK Plus og Reitan Distribution har netop underskrevet en aftale, der forlænger samarbejdet i fem år. Den første aftale blev til i 2014.
- Gennem fem års samarbejde har vi opbygget en tillidsfuld relation og en god forståelse for hinanden. Det har medvirket til et sundt samarbejde med fokus på at udvikle forretningen og at skabe konkurrencekraft til butikkerne gennem kosteffektive logistikløsninger og ved at udvælge og levere på det sortiment, som forbrugerne efterspørger. Vi har særligt arbejdet på at udvikle food-kategorierne, som har fået et kæmpe løft, og vi har fået stillet en kompetence til rådighed, som ikke findes andre steder i markedet, siger Michael Djarnis adm. direktør hos OK Plus.
Reitan Distribution leverer i forvejen varer til de fleste af landets conveniencekæder: 7-Eleven, Circle K og Q8, der udgør ca. 560 butikker.
Shells indkøb til godt 100 butikker foregår blandt andet via en BFI-aftale med Dagrofa Logistik.
Aftalen med OK Plus betyder, at Reitan Distribution skal levere varer til OK Plus’ 71 butikker i Danmark - i hvert fald ind til august 2024.
Fra centrallageret i Horsens forsyner Reitan Distribution dagligt flere end 900 butikker rundt om i hele Danmark.