Reitan-grossist fortsætter med vækst
Rema 1000 Danmarks adm. direktør, Henrik Burkal, leverer ikke blot rekordregnskaber for butikskæden Rema 1000, men kan også fremvise vækst i grossistselskabet Reitan Distribution, der leverer varer til bl.a. Rema 1000 og 7-Eleven.
Reitan Distribution præsterede i 2015 den største fremgang i omsætningen i de seneste fem år. Selskabet kunne notere en fremgang på ca. to mia. kr. i forhold til 2014 svarende til godt 17 pct. og nåede i 2015 en omsætning på ca. 13,7 mia. kr.
Regnskabet viser også positive takter i indtjeningen. Driftsresultatet landede på ca. 57,6 mio. kr. mod ca. 50,1 mio. kr. i 2014. Årets resultat blev ca. 53,6 mio. kr. mod 49,7 mio. kr. i 2014. Ledelsen betegner resultatet som tilfredsstillende.
I årsregnskabet noterer ledelsen, at Reitan Distribution i 2015 har fortsat den positive udvikling i både omsætning og indtjening. Det er især den fortsatte vækst i Rema 1000, der er hovedårsagen til den øgede omsætning.
Ledelsen forventer, at aktivitetsniveauet vil fortsætte med at stige i 2016, og årsberetningen forventer derfor, at selskabet også i år vil opnå et positivt resultat.