Online-direktør: Der kommer flere som Vigo
Nethandelen med dagligvarer kan få gavn af, at deleøkonomien nu er begyndt i dagligvarehandelen. Det mener adm. direktør Carsten M. Pahlke i online-supermarkedet Osuma.dk, som ikke er særlig overrasket over, at Rema 1000 i slutningen af oktober lancerede den deleøkonomiske indkøbstjeneste Vigo.
Han forudser, at der vil dukke mange forskellige aktører og modeller op inden for nethandel med dagligvarer i de kommende år.
- Jeg er overbevist om, at der vil komme rigtig mange initiativer fra alle mulige spillere på det her marked. Vigo er et superspændende initiativ og rigtig godt tænkt, og jeg vil selvfølgelig følge det tæt, siger Carsten M. Pahlke.
- Overordnet så kan Vigo være med til at ændre på vanerne i den danske befolkning, og jeg tror, at det indirekte vil hjælpe os, at der kommer flere initiativer, så nethandel bliver en del af dagligdagen for danskerne. Vores største konkurrent er vanens magt, siger han.
Carsten M. Pahlke har set fremgang for nethandelen de seneste par år, og han forventer, at flere aktører vil betyde, at danskerne for alvor begynder at handle dagligvarer på nettet.
- Der kommer givetvis flere samkøbsordninger og flere, der ligner os. Jeg tror også, der kommer flere måltidskasseleverandører eller andre nicher, der vil blomstre i takt med, at flere får øjnene op for det smarte u i det her, så det kommer til at gå hurtigere og hurtigere over de næste år, siger han.
Et helt nyt marked
Han mener ikke, at situationen for nethandelen i dagligvarebranchen efter lanceringen af Vigo kan sammenlignes med taxa- og hotelbranchen, hvor deleøkonomien har skabt store brancheudfordringer.
- Taxa- og hotelbranchen er udsat for en mere klassisk disruption, hvor et konservativt marked, som har eksisteret i århundreder, pludselig bliver udfordret af noget helt nyt og meget smart. Det vil jeg ikke sammenligne med. Vi er også selv på et nyt marked og skal udvikle os og tænke anderledes, og vi opretter og tester selv forskellige initiativer, fordi markedet er så nyt, og potentialet stadig er så kæmpestort.
- Jeg ser det mere som et nyt marked med en masse nye aktører, som vil forsøge at angribe markedet på alle mulige forskellige spændende måder, hvor Vigo appen er en af måderne, siger han.
Carsten M. Pahlke vil ikke udelukke, at Osuma.dk også forsøger sig med deleøkonomi.
- Vi forsøger at være så innovative som overhovedet muligt, og der er bestemt også en mulighed for, at det kan være en vej frem. Jeg lukker ikke nogen døre, for vi prøver bare at udvide eller tilrette vores koncept, så det passer allerbedst til behovet, siger direktøren for Osuma.dk.