Ombygget 7-Eleven tiltrækker nye kunder
De to 7-Eleven-butikker på Aarhus Hovedbanegård har gode tider, efter at den ene af butikkerne er bygget om. Overraskende har begge butikker i banegårdshallen 10- 12 pct. vækst i omsætningen, selv om kun den ene butik er bygget om til kædens ny inventarkoncept.
Butikkerne ligger med få meters afstand overfor hinanden på hver sin side af banegårdshallen og deler kundestrømmen. Den ene butik åbnede i begyndelsen af juni totalt ombygget for et millionbeløb til kædens nye koncept, som er skabt for at sælge kædens sunde måltidsløsninger, varme og kolde drikke og bageri.
Den ombyggede butik er efter genåbningen gået frem på især mad, bageri og kaffe. På den anden side af banegårdshallen er den anden 7-Eleven-butik uforandret i en mere traditionel kioskagtig udgave. Den er gået frem på de traditionelle kioskvarer som tobak, drikkevarer og konfekture.
- Vi er særligt glade for, at de to butikker samlet set har fået nye kunder, siger regionschef i Reitan Convenience Denmark Søren Ring.
[caption id="attachment_81152" align="alignnone" width="696"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
Nye kunder med andre behov
Kæden gætter selv på, at nogle af de faste kunder fra den nu ombyggede 7-Eleven i løbet af den otte uger lange ombygningslukning gik over til butikken på den anden side af hallen.
- Vi er imponerede over, at det under ombygningen lykkedes for butikken på den anden side af banegårdshallen at samle over 70 pct. af kunderne op, siger Søren Ring.
Da den ombyggede butik åbnede igen, valgte nogle kunder tilsyneladende at fortsætte med at være kunder i den ikke-ombyggede butik med det mere traditionelle kiosksortiment.
Samtidig har den nyligt ombyggede butik tiltrukket nye urbane kunder, som efterlyser sundere alternativer og går op i kvalitet og bæredygtighed og gerne køber økologiske eller måske endda veganske fødevarer.
[caption id="attachment_81149" align="alignnone" width="696"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
Den ombyggede butik sælger stadig varme pizza-slices fra varmeskabet, men i dag er der også salg i nogle af de mere hippe fødevarer i kædens sortiment som avocadosmoothie, superfoodsalat med kål, quinoa og sweet potatoes, skyr med granatæble og hampefrø, chia med ananas, rødbedewrap og thai-box.
Kunder sidder ned
Den ombyggede butik har i dag kædens fjerdestørste salg af kaffe målt i antal kopper. Med godt 150 kvm salgsareal er den én af de store i kæden, og der er blevet plads til siddepladser og borde både forrest og bagest i butikken. Her kan kunderne vælge at sidde i sofaen som på en café med en kop kaffe og en croissant.
[caption id="attachment_81144" align="alignnone" width="696"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
I forbindelse med renoveringen er butikslokalet blevet åbnet op bagud, så der kommer dagslys ind gennem småsprossede vinduer med kig ud over togskinnerne nedenfor.
- Der er en mere rolig stemning i butikken i dag. Tidligere ville kunderne gerne hurtigt ind og hurtigt ud, men nu tager flere sig tid til at sætte sig ned med kaffen, mens de venter på toget, siger butikschef Sanne Vestergaard.
Butikken har fået nye arbejdsgange og vagtplaner efter genåbningen, da medarbejderne har fået mere praktisk arbejde med tilberedning og klargøring. Efter ombygningen sælger butikken flere panini og sandwich, og der bliver bagt flere boller.
- Vi smører meget mere, og der er også mere oprydning, fortæller butikschefen.
Butikschefen har kun fået positive kommentarer fra kunder efter ombygningen, og hun er overrasket over, hvor hurtigt de nye kunder har taget den ny butik til sig.
Sundere alternativer
Butikken i den aarhusianske banegårdshal er den fjerde 7-Eleven, som er bygget efter kædens ny inventarkoncept. De tre andre er nyåbnede citybutikker i København.
[caption id="attachment_81151" align="alignnone" width="696"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
- Vi har arbejdet med den totaloplevelse, som vi gerne vil give kunden. De seneste fem år har vi i Danmark udviklet os fra at være traditionel kiosk til i større grad at være en madbutik, og vores vækst er de seneste fem år kommet fra mad, bageri og varme og kolde drikkevarer. Det vil vi gerne, at vores butikker afspejler ved at have et cafémiljø, fortæller Jesper Østergaard, adm. direktør i Reitan Convenience Denmark.
- Vi har i Danmark oplevet en øget efterspørgsel efter mere lødige måltidsløsninger lige fra morgenmad, til frokost eller aftensmad. Vi har den største vækst på sundere alternativer som en frisksmurt sandwich med grøntsager eller en salat, og samtidig har mere traditionel fastfood som pizza og pølser ikke udviklet sig de senere år, så vi tror, at danskerne ønsker hjælp til at leve sundere i dagligdagen.
- Vi er ikke stoppet med at sælge tips, lotto, tobak, aviser og blade, men vi vil gerne have et udtryk, der mere signalerer mad, bageri og drikkevarer, og det synes vi er lykkedes med det nye koncept, siger direktøren.
[caption id="attachment_81143" align="alignnone" width="1504"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
Med nye øjne
Han tror, at den nye indretning har fået kunder, der ikke tidligere handlede i 7-Eleven, til at se butikken med nye øjne.
- De har måske ikke tidligere identificeret sig med vores brand og koncept, men pludselig ser de en helt anderledes måde at lave en butik på, og så er de gået ind for at kigge.
Kæden vil bruge de samme inventarløsninger i kommende nyåbninger og renoveringer – uanset om butikkerne er på banegårde, større byer eller servicestationer.
- Butiksoplevelsen skal være den samme for kunden, uanset om det er en DSB-butik, en citybutik eller Shell/ 7-Eleven. Men vi prøver til gengæld at tilpasse produktsortimentet til den lokale efterspørgsel, så der er forskel på sortimentet fra butik til butik og også mellem en togstation og en citybutik, siger Jesper Østergaard.