Når landets statsminister skal sammensætte en ny regering, forlyder det, at ministre in spe sidder og venter i spænding ved telefonen i håb om et opkald.

Situationen var nok nogenlunde den modsatte for 63-årige Erik Løvbjerg, da bestyrelsen i De Samvirkende Købmænd pegede på ham som formand.

Opfordringen kom fuldstændigt bag på ham, og i første omgang takkede han nej. Med ti år i DSK’s bestyrelse mente Løvbjerg, at han havde udtjent sin værnepligt.

- Siden jeg trådte ud af DSK’s bestyrelse i 2014, har jeg holdt forbindelsen med direktør John Wagner lidt ved lige. Vi er jo begge interesserede i politik, og når jeg alligevel er i København, mødes vi til en kop kaffe eller over noget mad og kloger os lidt på politik. Da jeg fik julekort fra ham i år, stod der sidst i kortet, om det måske var mig, der skulle være DSK’s nye formand, fortæller Erik Løvbjerg.

Håndslag på to år

Da han fik opfordringen anden gang, besluttede han sig for, at han gerne ville stille sig til rådighed for en periode på to år.

- Det var en helt speciel situation, DSK kom til at stå i, da Lisbeth skulle være formand for DA. Man havde ikke nået at lære en ny op, på samme måde som Lisbeth stille og roligt blev lært op af sin forgænger Paul Nønnecke. Med min baggrund i Løvbjerg, min erfaring som advokat og mine ti år i DSK har jeg kompetencerne, og jeg har nok bedre tid end mange købmænd, der helst skal være i deres butikker hver dag. Jeg synes ikke, at jeg kunne svigte og glæder mig meget til arbejdet. Jeg er da også stolt over, at DSK kan bruge mig og vil arbejde hårdt for at udfylde posten, siger Erik Løvbjerg.

Han forventer dog, at en yngre købmand vil overtage posten om to år.

- Ingen kan selvfølgelig spå om fremtiden, men vi har givet håndslag på to år. DSK har i dag en yderst kompetent bestyrelse og nogle meget dygtige medarbejdere. Men der er opsamlet 100 års erfaring hos fem ud af 11 medarbejdere, så det siger sig selv, at der skal ske et generationsskifte. John er fyldt 63 år, og jeg fylder 64 i juli; vi bliver ikke ved evigt. Det er ikke nogen god ide at skifte både formand og direktør ud på en gang, siger Erik Løvbjerg.

Sammenhold på tværs af kæder

Når man overhovedet ikke var forberedt på at skulle have en sådan tillidspost, har man af gode grunde ikke et stort og forblommet valgprogram. Det er da også med den præmis, at Erik Løvbjerg har accepteret at give et interview til Dansk Handelsblad.

- Egentligt plejer man vist at få 100 dage på posten, inden man skal fremlægge et program. Men jeg kan allerede nu sige, at det allervigtigste for mig er at understrege og holde fast i, at organisationen hedder De Samvirkende Købmænd – samvirkende fordi sammenholdet blandt købmændene på tværs af kæder er altafgørende, hvis vi skal have noget at skulle have sagt rent politisk. Vi er oppe mod nogle store koncerner, siger Løvbjerg.

Han understreger, at de udfordringer og den politik, der skal føres i DSK, ikke ændrer sig fra dag til dag, selvom organisationen skifter formand.

- Jeg har planer om at blive formand af gavn og ikke kun af navn. Men vi er en hel bestyrelse og dermed flere til at tage beslutninger. DSK er ikke formandsvælde, siger han.

Input fra købmændene

En af de kommende ting, der skal ske i DSK, glæder den nye formand sig ekstrameget til.

- Vi skal i gang med at lægge strategien for de kommende år. Det er et stort privilegium at få lov til at være med til at skabe den. Det gør nok heller ikke noget, at jeg har mine ekstra kompetencer som jurist, siger Erik Løvbjerg.

Han er helt bevidst om, hvor han skal hente de allervigtigste input til strategien.

- Jeg inviterer mig selv på kaffe hos købmændene. Ikke kun dem, der bor i mit eget nærområde. To til tre dage om måneden vil jeg køre ud i landet for at besøge købmænd og høre om deres hverdag, og hvad de mener, DSK skal i fremtiden. Da jeg var formand for Løvbjerg, var den opgave, jeg holdt allermest af, at besøge købmændene. Sådan bliver det også i mit nye hverv, siger han.

Han forventer at besøge to til tre købmænd per dag.

- Købmændene har nok kun tid til at drikke kaffe en halv times tid, men jeg skal have mig selv med, så jeg kan være til stede hos hver og en af dem, og så kan jeg maksimalt klare tre på en dag, siger Erik Løvbjerg.

Uden kommisuddannelse

Han er tredjegenerationskøbmand efter sin farfar, Christian Løvbjerg, der åbnede den første spire til Løvbjerg-kæden i 1926, en lille købmandsforretning i Torsted. I 1959 åbnede Erik Løvbjergs far, Carsten Løvbjerg, sammen med sine to brødre det supermarked i Silkeborg, der blev den egentlige begyndelse til kæden.

Erik Løvbjerg voksede op på en gård ved Juelsminde. Han skulle dog hverken være købmand eller landmand.

- I mine unge dage arbejdede jeg ind i mellem i Løvbjerg i Horsens, men jeg har aldrig fået en kommisuddannelse. Jeg er autodidakt inden for både landbrug og dagligvarer. Min plan var hele tiden, at jeg skulle læse jura, og det var ikke at læse i kortene, at jeg skulle ende i Løvbjerg, siger den nye DSK-formand.

Spiste med spisebilletter

Han flyttede til Aarhus-bydelen Trøjborg og begyndte på jurastudiet i 1976.

- Et af de privilegier, jeg havde i min studietid, var, at min far gav mig spisebilletter til cafeteriet i Løvbjerg på Trøjborg, husker Løvbjerg.

Han afsluttede sit jurastudie og blev partner i et advokatkontor i Aarhus.

- Jeg beskæftigede mig selvfølgelig meget med dagligvarehandel og tog mig af de juridiske problemstillinger, der opstod i Løvbjerg og Rema, som vi henholdsvis ejede og var medejer af med 50 pct. Min far var og er en stærk personlighed, og det ville have slået gnister, hvis jeg var kommet ind i Løvbjerg dengang, smiler han.

I dag driver han en gård ved Horsens sammen med sin nu 93-årige far, der bor på gården.

- Min far er fortsat helt åndsfrisk, og det fungerer upåklageligt. Vi kan have forskellige meninger om tingene, men sådan er det jo med generationerne, siger han.

Midt i 90’erne mærkede Erik Løvbjerg, at der var købmandsblod i årene, og med udgangen af 1997 forlod han juraen.

- Jeg kunne mærke, at når omsætningstallene for Rema og Løvbjerg hver uge kom ind på mit bord, var de vigtigere end paragrafferne. Der var ikke plads nok til begge dele, hvis jeg ikke skulle gå ned med stress, siger Erik Løvbjerg, der var formand for Løvbjergs bestyrelse i 15 år.

Natur og børnebørn

For nogle år siden trak han sig fra formandsposten og overlod den til en ekstern bestyrelsesformand. Han sidder dog fortsat i bestyrelsen.

- Der havde jeg også aftjent min værnepligt. Nu skal der være mere plads til familien, siger Erik Løvbjerg.

Han bor sammen med sin hustru Anne Lene i Sejet på en gammel gård fra 1881 med udsigt over Horsens Fjord.

- Jeg er meget glad for naturen, og selv om jeg er landmand, mener jeg, at vi må give noget jord tilbage til naturen. De 1,6 hk, der ligger omkring vores hus, er ikke opdyrket. Det er min fuglehave, hvor vi har en lille sø og ofte har rådyr på besøg. Jeg går ture i den nærliggende skov eller ved fjorden, og uanset hvordan jeg har det, når jeg går, er jeg aldrig kommet hjem uden at være i godt humør, siger Erik Løvbjerg.

Han er far til to og bonusfar til yderligere to.

- Vi har i alt seks børnebørn, som vi også gerne vil have tid til, siger han.