Norske kæder lider under jule-priskrig

Reitan 18. dec 2019 -
This describes the image
Foto: John T. Pedersen/Coop Norge

Herhjemmefra kender mange af os det traditionelle kapløb om at sælge julens billigste piskefløde for at trække kunderne ind i butikken - og dermed også til de øvrige juleindkøb.

I år tog Rema 1000 teten med en rund femmer for en halv liter af Karolines piskefløde allerede 15. december - den tredje søndag i advent.

Men i Remas hjemland Norge er der her i julemåneden skåret så meget af priserne på stribevis af traditionelle julevarer i butikkerne i et kapløb om at være billigst, at kæderne er begyndt at beklage sig.

Et par eksempler, som Nettavisen. no har fundet frem: Marcipangrise faldt fra 30 norske kr. til 4 norske kr., og de i Norge så populære peberkagehuse fra 29,90 til 2,20 norske kr. Marcipangrisene kunne altså fås til en pris, der svarer til 2,97 kr. - og peberkagehuse til 1,63 kr. Og det i det land i Europa, hvor det ellers er dyrest at købe ind.

Idiotisk

De heftige tilbud har haft den effekt, at mange butikker i de norske lavpriskæder, der driver priskrigen, er løbet helt tør for de pågældende varer med over en uge tilbage til jul.

- Jeg har været i flere butikker i dag (15. december, red.), både hos os selv og hos konkurrenterne, og ikke i én eneste af butikkerne fandt jeg julemarcipan, marcipangrise eller peberkagehuse. Hvad er meningen så? Det er måske bare 30-40 procent af kunderne, som får varerne til de lave priser, mens langt flere står tilbage med sorteper, siger Bjørn Takle Friis, der er kommunikationsdirektør i Coop Norge til Nettavisen.

- Julepriskrigen har kostet Coop flere hundrede millioner bare nu. Det er fortvivlende at tabe så meget bare for at være med i dansen, specielt når det knap kommer til at gavne nogen. Det er idiotisk, mener han.

Det er ikke så længe siden, at det kom frem, at danske Dagrofas største ejer, Norges- Gruppen, i mange tilfælde får væsentligt bedre indkøbspriser end konkurrenterne. Det er også langt hen ad vejen NorgesGruppens lavpriskæde Kiwi, der har ført an i priskrigen. Men selv Kiwi lider under årets amokløb på priserne.

- Der har været vældig hård konkurrence i år, hårdere end i mange år. Det siger sig selv, at flere af disse varer sælges med tab, men vi vil ikke kommentere på, hvor meget vi taber på julepriskrigen. Men vi ser det som en investering i tilfredse kunder, siger Kristine Aakvaag Arvin, som er kommunikationschef i Kiwi.

Opdateret 10. nov 2020