Norge lancerer indgreb mod markedsdominans
Den norske erhvervsminister Iselin Nybø har ifølge flere norske medier nye tiltag på vej, der skal sikre en fair konkurrence i landets dagligvarehandel.
Blandt andet skal landets konkurrencemyndigheder hvert år have indrapporteret de forskellige kæders og koncerners indkøbspriser og -betingelser, og klausuler på butiksejendomme skal begrænses for de største aktører. I praksis handler det mest om Dagrofa-ejer NorgesGruppen med en markedsandel, der nu er nået op på 44 pct.
NorgesGruppen står bag kæder som Kiwi, Meny og Spar.
Desuden skal der ved nyetableringer af butikker ses på de lokale konkurrenceforhold, lige som der er overvejelser om at gøre bl.a. den norske planlov til et instrument, der medvirker til at modvirke dominans.
– Der er ingen tvivl om, at der har været behov for at styrke Konkurransetilsynets fokus på dagligvarebranchen, siger Iselin Nybø til mediet E24.
Det er to år siden, at de norske konkurrencemyndigheder gik ind i en undersøgelse af branchens forhold - bl.a. på kraftig opfordring fra Rema 1000-ejer Reitan-familien - og det blev efterfølgende klart, at markedsleder NorgesGruppen betalte væsentligt mindre end konkurrenterne for varer fra visse leverandører.