Meny begejstrer sine madarbejdere
Vil I med på en ny rejse? - Jaaaaaah.
Er I klar? - Jaaaaah. Mere end 700 stemmer fra den store sal i Roskilde Kongrescenter viste mandag aften med al tydelighed, at de er klar til at tage imod kunderne i den nye supermarkedskæde Meny. De fik information, de blev inspireret og oplevede fællesskabet om det koncept, mens de fik ny energi fra fælles teamøvelser.
Fra starten træder omkring 120 købmænd landet over fra SuperBest og Eurospar ind i Danmarks nye fødevaremarked, Meny. For at skabe gejst og den rette indstilling til det nye koncept har medarbejderne fra de supermarkeder, der bliver fremtidens Meny-butikker, i denne uge været samlet til en mini bootcamp fire steder i landet.
Den første fandt sted i Roskilde, hvor fastansatte, deltids- og ungarbejdere samledes fra butikker i København og Nordsjælland. Her blev der skabt begejstring og fortalt om salgstræning og adfærd og om det nye koncept.
Madarbejdere
Kongrescentrets forhal summede om eftermiddagen af forventningsfulde stemmer, mens deltagerne blev klædt på til den nye opgave med hvide T-shirts med det røde Meny-logo på brystet.
Inde i salen blev de godt 700 deltagere udnævnt til madarbejdere:
- I skal gøre Meny til en kæmpe succes på det danske dagligvaremarked, sagde Jørgen Nielsen, direktør i Købmandshuset, som Meny hører under.
Han fortalte dem, at Menys DNA lyder, at "vi holder af mad", og at kædens værdier er kærlighed til mad, faglighed og imødekommenhed.
- Kunderne stiller helt andre krav i dag, og det er ikke nok bare at gøre det, vi plejer. Vi vil med det nye koncept langtidssikre købmændene - vi vil vinde markedet, sagde Jørgen Nielsen.
Dialog med kunden
Deltagernes daglige arbejde vil skifte karakter. De skal ikke bare stille varer på hylderne og gemme sig bag palleløftere. De skal i dialog med kunden, give tips og rådgive kunden.
- Vi har brændende ambitioner, og vi tror på fremgang og vækst, men det er jer medarbejdere, der afgør, om Meny bliver en succes. Det er jeres evne til at iscenesætte vores koncept, som er afgørende.
HR-direktør Ditlev Piper fortalte deltagerne om at skabe en vinderkultur i butikkerne. Meny-kæden har søsat et omfattende uddannelsesprogram, som skal foregå i butikkerne, og som skal skærpe medarbejdernes præstationer.
Der er afsat omkring 10.000 uddannelsesdage. Købmændene har allerede været på kurser i det nye koncept, og det samme har ca. 700 fagchefer i butikkerne, som har været på kurser af en halv l to dages varighed.
Nu skal fagmedarbejdere skabe engagement omkring det nye koncept og lære butikkens øvrige medarbejdere om de krav, kæden stiller til adfærd, service og kompetencer. De skal lære om vidensdeling, om passion for fødevarer og lære at behandle kunderne om gæster.
Meny får desuden tre træningsteams, der skal besøge butikkerne og lære medarbejderne om service i butik.
"Vi har brændende ambitioner, og vi tror på fremgang og vækst, men det er jer medarbejdere, der afgør, om Meny bliver en succes. " JØRGEN NIELSEN, KØBMANDSHUSET