Lillebror går i storebrors fodspor som Rema-købmand
Billund er uden tvivl Danmarks mest driftige by indbyggertallet taget i betragtning.
Byen er nok mest kendt for at være hjemsted for Lego med koncernens hovedkontor, Legoland - og nu også et Lego House.
Den sydjyske provinsby med 6600 indbyggere tæller også Billund Lufthavn, Lalandia, en travbane og et stort handelsliv, der nyder godt af, at turisterne normalvis valfarter til byen og fordobler indbyggerantallet i højsæsonen.
Denne sommer har været alt anden end normal.
Trods langt færre udenlandske turister har byens Rema 1000 alligevel haft fremgang i forhold til sidste år.
- Det skal vi være meget ydmyge omkring. Jeg tror, vi skal være glade for, at vi handler med fødevarer, for der er andre butikker i byen, som ikke har været lige så heldige, lyder det fra Martin Olesen.
[caption id="attachment_90168" align="alignnone" width="491"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
Han har i fire et halvt år stået i spidsen for byens Rema 1000 på 700 kvm på Vejlevej i den centrale del af byen. Lidt endnu er han byens Rema 1000-købmand.
Om halvanden måned giver han nemlig nøglerne videre til lillebror Michael, der det forgangne år har været butikkens førstemand og stået i lære hos storebror.
- Vi er og har været virkelig glad for at bo her. I Billund er man virkelig lokal. Jeg er på fornavn med langt de fleste kunder, og da jeg spillede fodbold i byen, så hed jeg også Rema på banen. Derfor var det også kun, hvis der dukkede en speciel mulighed op, at jeg ville forlade butikken, fortæller Martin Olesen.
En ny mulighed
Tilbage i 2016 overtog Martin den dengang blot to år gamle og veldrevne Rema 1000-butik i Billund. Efter at have ligget på en årsomsætning, der gjorde det muligt at holde helligdagsåbent, er det nu fortid.
[caption id="attachment_90173" align="alignnone" width="501"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
Alligevel er det ikke fordi, han ser butikkens potentiale for udtømt, at han og kæresten nu rykker tilbage til Kolding-egnen.
Det var nemlig meningen, at han vil pendle frem og tilbage, når huset i Billund engang er blevet solgt.
Men en bosætning nær kærestens arbejde samt forældre og svigerforældre gør det hele lidt praktisk lettere, når parret gerne vil stifte familie og have børn.
Og kort efter, beslutningen om at bosætte sig i trekantsområdet var taget, meldte der sig en ny mulighed, om at Rema 1000 vil åbne en ny butik på Vejlevej i Kolding, få hundrede meter fra Kolding Storcenter.
Det er planen, at butikken åbner i midten af november, og blot ti dage før kan Martin og hans medarbejdere rykke ind og indrette butikken.
- Jeg er meget spændt. Det er ikke sådan, at jeg føler et pres, andet end det, jeg selv er med til at skabe, fordi man er selvstændig og skal tjene sin egen løn.
- Jeg kan huske første gang, jeg skulle bestille varer hjem. Det var noget, man tænke over, for går det galt, så rammer det ens egen økonomi, og det er ikke givet på forhånd, at du får penge på kontoen. Det skal du arbejde dig til, men igen, hvis du er dygtig og flittig nok, så kan det da også være en god forretning, siger Martin Olesen om jobbet som selvstændig Rema 1000-købmand.
Butik med potentiale
For hver dag rykker den nye butik nærmere. Martin har allerede flere ansættelser på plads, men mangler fortsat en førstemand og flere ungarbejdere og kasseassistenter.
- Jeg vil jo gerne give butikken videre i tip top stand til Michael, men når jeg åbner i Kolding, skal jeg jo være klar. Jeg kan ikke tre dage før begynde at finde personale, så lige nu er det et vakuum. Jeg skal være her i butikken, men jeg er også begyndt at gøre mig overvejelser omkring den nye butik. Derfor lægger jeg også mere og mere over på Michael, for om halvanden måned er det alligevel ham, der står med det, siger Martin Olesen.
I flere år har Martin prikket til Michael, om Rema 1000 ikke kunne være interessant.
Lokkemaden har været et stærkt koncept, hvor der var store frihedsgrader under ansvar.
Ligesom Martin har Michael gjort karriere i Salling Group i ti år.
For et år siden tog han så springet fra et job som funktionschef i en Føtex til at blive førstemand i storebrors Michaels butik med klare ambitioner om at blive selvstændig Rema 1000-købmand.
[caption id="attachment_90174" align="alignnone" width="503"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
Alligevel havde han kun turdet håbe, at han kunne realisere drømmen så hurtigt.
- Jeg skrev til vores regionschef, om det var muligt, jeg en dag kunne blive selvstændig, og det var det helt bestemt, hvis det selvfølgelig gik godt. Derfor var det oplagt at komme til Martins butik som førstemand. Han havde før hevet lidt i mig, og det kunne da også være meget sjovt at arbejde sammen. Og så er det jo gået ret hurtigt med at få det ind under huden, så jeg føler mig parat til at blive selvstændig købmand, siger Michael.
Han er på en gang både glad, nervøs og taknemmelig for at få muligheden for at blive Rema 1000-købmand.
- Der skulle gerne komme mere fremgang i butikken. Vi er konkurrencebrødre, men jeg har også lært meget af Martin i forhold til måden at drive butikken på, siger Michael.
Ser du stadigvæk et stort udviklingspotentiale i butikken?
- Helt bestemt. Billund er en by, der virkelig tager fart. Og så tror jeg også på, at Vigo kommer til at flytte en del og kan være med til at give vækst. Onlinehandel bliver kun større. Det tager tid, men der virkeligt et potentiale, siger lillebror Michael.
[caption id="attachment_90170" align="alignnone" width="499"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]