Lidl satser på flere partnere i loyalitetsapp

Reitan 29. jun 2020 -
This describes the image
Lidls indkøbsapp med personlige tilbud. Foto: Lidl

Løbende konkurrencer, tilbudskuponer og bonus hos samarbejdspartnere. Det er nogle af tilbud, som kunder, der vælger at downloade og aktivere loyalitetsappen fra Lidl, får.

Men der er meget mere på vej i den godt to år gamle app Lidl Plus, lyder det fra CRM-manager i Lidl Tobias Thorgaard-Christensen.

- Vi arbejder på, at kunden i nærmeste fremtid også kan tilknytte sit betalingskort til Lidl Plus, men det vigtigste for os er, at vi hele tiden tager de rigtige beslutninger. Vi arbejder sammen med Lidl i resten af verden, hvor Østrig er blandt de lande, der er længere fremme med sin app. Det, vi gør, skal Lidl i andre lande, kunne lære af, siger Tobias Thorgaard-Christensen.

Uanset alder kan man som kunde lige nu modtage tilbud på bleer og babymad.

De ugentlige tilbud er nemlig baseret på varer, der er populære blandt alle kædens kunder.

- Kunderne får nye tilbudskuponer to gange om ugen: torsdag er det tilbud, der egner sig til weekend-købet, mens søndagstilbuddene lægger op til hverdagskøbet. Vi arbejder på højtryk på at kunne levere mere personlige tilbud, baseret på bonanalyser, siger Tobias Thorgaard-Christensen.

105 kr. for 3000 kr.

Han vil ikke sætte tal på, hvor mange danske forbrugere der har downloadet Lidl Plus-appen, eller hvor mange der benytter den.

- Men appen er populær, og der er meget aktivitet på den. Folk vil gerne gamification, og det er er også populært at samle mærker, som man kan bruge til at deltage i konkurrencer om gavekort til eksempelvis oplevelser, siger Tobias Thorgaard-Christensen.

Brugerne opsamler bonus ved køb, og køber en kunde for 3000 kr. på en måned, har kunden opsparet en bonus på 3,5 pct., svarende til 105 kr.

Dertil kommer den rabat, som man opnår hos de samarbejdspartnere, som Lidl arbejder sammen med.

- Som noget i øjeblikket med aktuelt kan man opnå 10 pct. rabat på sommerhusleje ved Novasol og Dan Sommer, men der er også bonus på forsikringer. Vi arbejder hele tiden på at få flere samarbejdspartnere, der er relevante for vores kunder, siger Tobias Thorgaard-Christensen.

Spar og Meny har fordelsprogrammer
Dagrofa har siden 2015 drevet digitale fordelsprogrammer i baseret på apps med tilknytning af kreditkort, skriver Dagrofa i en mail.

Ud over tilbudskuponer tilbyder fordelsprogrammerne i Meny og Spar også digitale stempelkort med mulighed for at samle op til gratis varer samt digitale rabatmærker, hvor der samles op til procentrabat baseret på, hvor meget kunden handler for. Dagrofa arbejder på at gøre tilbudene mere personlige.

Rema 1000 siger nej til loyalitetsprogrammer
- Vi har valgt ikke at benytte os af loyalitetsprogrammer og loyalitetskort. Vi ønsker, at alle kunder skal have mulighed for at få samme lave priser uanset, hvor meget de køber og uanset, om de er medlem i en forening eller bor et bestemt sted eller andet. På den måde lever vi op til vores ønske om ikke at presse vores kunder til at købe mere, end de har behov for, så de både sparer penge og undgår udsmid af gode fødevarer – ligesom vi har fravalgt flerstykpriser, siger Anders Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000.

I Norge har Rema 1000 dog et loyalitetsprogram på appen ”Æ”, hvor medlemmerne får tilbud på baggrund af tidligere køb.

 

 

Opdateret 10. nov 2020