Kyllingevelfærd stopper ved frostdisken
Den norskejede discountkæde Rema 1000 har i de forgangne uger fået på puklen over at kæden ikke har en klart defineret plan for udfasningen af de hurtigtvoksende kyllinger af racen Ross 308.
Det har blandt andet kastet kritik af dyrevelfærdsorganisationen Anima af sig, som både har orkestreret annoncekampagner i aviser og på sociale medier og demonstrationer mod en af kædens butikker i København.
Omvendt har Anima rost de tyske discountkæder Lidl og Aldi for at implementere udfasningsplaner - til trods for, at de planer kun omfatter kædernes salg af fersk kylling og ikke kyllinger på frost.
Det skriver Fødevarewatch.
Fra Aldi lyder det, at man ikke på nuværende tidspunkt har planer for frostkyllinger, men afventer kundernes dom. Hos Lidl argumenterer man for, at frostkyllinger tegner sig for en markant mindre del af salget, hvorfor man er startet i den ferske afdeling.
- Vi er starter med fersk, hvor 95 pct. af salget ligger, fremfor frost, hvor det er 5 pct. Så vi er tæt på. Det er jo ikke altid, at man kan nå op på de teoretiske 100 pct., siger kommunikationschef Morten Vestberg.
I Anima mener man, at Aldi og Lidl er længder foran Rema 1000, hvorfor man på nuværende tidspunkt bærer over med, at initiativer ikke også gælder frysedisken.
- Det er klart, at de sidste pct. har stor prioritet, men den store mængde kyllinger har en lidt højere prioritet, lyder det fra Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima.
Rema undrer sig
Hos Rema 1000 har man tidligere forholdt sig undrende til Animas kampagne.
35 pct. af Remas kyllinger er nemlig i dag økologiske eller har det højeste dyrevelfærdsmærke på tre hjerter med adgang til udeareal, understreger kommunikationschef, Jonas Schrøder. Resten er af den udskældte Ross 308-race, som sælges bredt i dagligvarehandlen.
– Vi er i gang med at udfase Ross 308, men det skal ske i et tempo, hvor kunder og producenter er med, da den koster mere. For selvom en tredjedel af vores sortiment i dag er høj velfærd, står det kun for 6 pct. af omsætningen i antal og 11 pct. i kroner. Det vil være nemt at købe udenlandsk, men så risikerer vi, at danske landmænd bliver kørt ned økonomisk. Det vil vi ikke bidrage til. Vi har i over 20 år støttet danske landmænd og kun solgt dansk, og det bliver vi ved med, så vi dermed støtter omlægning til mere dyrevelfærd. Aktuel status er, at vi efter nytår skifter endnu mere konventionel dansk kylling til dyrevelfærd, og sådan bliver vi ved, til vi ikke har mere Ross 308, har Jonas Schrøder tidligere skrevet på Linkedin til forsvar for kædens strategi.