Kulde i Sydeuropa giver huller på grøntsagshylderne i Rema 1000

Reitan 22. feb 2023 -
This describes the image
  • Usædvanligt koldt vejr giver discountkæden problemer med forsyninger af flere grøntsager. Situationen er den værste i 30 år

Opdateret 11.40

Rema 1000 i Ørestad Syd i København kan for tiden ikke tilbyde sine kunder det sædvanlige udvalgt af tomater, agurker, peberfrugter og auberginer. Det skyldes usædvanlig kulde i Spanien og Marokko.

Butikken har netop delt et opslag på Facebook om problemerne med leverancer.

På et skilt, som kunderne møder i Rema 1000 Ørestad Syd, står der følgende:

"Kære kunde. Grundet usædvanlig koldt vejr i Spanien, Italien og Marokko, oplever vi desværre manglende forsyninger af agurker, tomater, peberfrugter og auberginer."

Det fremgår desuden af skiltet, at "Frilandsprodukter som iceberg, blomkål, broccoli og spidskål mm. er også i begrænsede mængder og størrelser lige nu pga. kulden".

Ifølge butikken ser "det desværre ud til at fortsætte de kommende uger".

Ifølge kommunikationschef Jonas Schrøder fra Rema 1000 er det et generelt problem for branchen og henviser til information fra Fresh Plaza.

Ikke første gang kulden rammer

Dagligvarehandlen har spurgt flere andre store dagligvarekæder, om de også har forsyningsproblemer med leverancer af grøntsager fra sydlige himmelstrøg til deres butikker under mere nordlig himmel. Hos Coop bliver det bekræftet, at koncernens indkøbere i Coop Tradings kontor i Valencia lige nu oplever stor frustration hos avlerne.

- Vi ser en øget tendens til, at både kulde og varme giver problemer. Situationen lige nu er den værste i 30 år, siger Coops kategorichef  for frugt og grønt Lars Bo Hansen.

Også Dagrofa genkender billede af forsyningsproblemer, mens Salling Group melder om normal situation.

Det er ikke første gang, at ekstrem kulde i den sene vinter og tidlige forår i de store grøntsagsproducerende lande sydpå skaber problemer for de danske dagligvarekæder.

For fem år siden skrev Dagligvarehandlen, at ”dårligt vejr i Sydeuropa er gået hårdt ud over grøntsagshøsten, og det giver tomme hylder i Dansk Supermarkeds grøntafdelinger”.

Koncernen (nu Salling Group) vurderede, at der var tale om den værste mangelsituation i 25 år.

Opdateret 23. feb 2023