Købmænd øger omsætningen op til eid-fejring
Når den muslimske del af befolkningen fejrer eid al-fitr fredag, skæpper det godt i kassen hos dagligvarebutikker i områder med mange muslimer.
- Vores omsætning stiger 30 pct. i dagene op til eid. Vi kalder fire ekstra mand ind både fredag og lørdag – typisk er der otte-ni på arbejde, fortæller Asger Korgaard, der har Rema 1000 i Brabrand.
Efter syv år som købmand i butikken på Stenbækvej ved Asger Korgaard, at han skal købe ekstra ind i forbindelse med eid.
- Første år stod jeg med tomme hylder, og hvis den slags gør ondt på kunderne, gør det dobbelt så ondt på købmanden, siger han.
Eidfest ved butikken
Det er især slik og sodavand, der bliver afsat mere af, men også varer som dadler og ris.
- Det er, lige som når vi køber sild og rødkål til jul, forklarer Asger Korgaard.
Også Spar-købmanden på Vollsmose Torv oplever, at der efter en stille ramadanmåned kommer mere liv i butikken igen.
- Vi kan virkelig mærke en stigning i omsætningen. Vi ser især, der bliver købt mere konfekture – slik, kager og den slags – og legetøj til børnene. Vi holder eidfest i butikken, og ude på torvet foran butikken bliver der sat et tivoli op, så det bliver rigtig stort, siger Kareem Mokhtar Koleilat, butikschef i Spar Vollsmose.
Ingen reklame for eid
Ifølge købmand Asger Korgaard har mellem 50 og 100 Rema-butikker oprustet i forbindelse med eid. Alligevel er det ikke noget, der bliver reklameret med.
- Hvis vi skulle reklamere mere organiseret, skulle det gennem hovedkontoret, og det ville ikke give mening at bruge tre sider i tilbudsavisen på det. Der er jo store regionale forskelle, og jeg tror ikke, det er helt så relevant i Lemvig eller Thyborøn, siger han.
I Spar i Vollsmose bliver der heller ikke reklameret særligt med eidtilbud, fortæller Kareem Mokhtar Koleilat:
- Det er ikke nødvendigt her.
Heller ikke Coop gør noget særskilt ud af den muslimske højtid, for efterspørgslen er det ikke.
- Det er ikke noget, vi har mærket interesse for, og derfor har vi ikke gjort noget ud af det, siger Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen.
Derimod markerer både engelske og svenske supermarkedskæder ramadanen og den efterfølgende eidfest med kampagnefremstød, som fokuserer på varer til muslimske forbrugere.